Den danske lægemiddelindustri bryder reglerne, når industriens sælgere opsøger læger for at markedsføre deres medicin.

Over halvdelen af de praktiserende læger har således oplevet, at lægemiddelindustriens repræsentanter uopfordret fortæller lægerne, at et lægemiddel kan bruges til andet, end det er godkendt til. Det viser en rundspørge, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har foretaget i samråd med DRs nyhedsmagasin, 21 Søndag.

Formanden for PLO, Henrik Dibbern, kalder det alarmerende:

- Jeg synes, det er gravalvorligt, for denne praksis er klart i strid med reglerne. Det her stiller et ganske alvorligt spørgsmålstegn ved lægemiddelindustriens samlede troværdighed, siger Henrik Dibbern til DR Nyheder.

Patienters sikkerhed er på spilUndersøgelsen er baseret på svar fra 402 læger - og viser tydeligt, at de regler, der skal styre medicinalindustriens markedsføring ikke overholdes.

Ifølge reglerne må et medicinalfirmas sælgere således ikke reklamere for, at et lægemiddel kan bruges til andre sygdomme, end det er godkendt til. Alligevel har 51 procent af de praktiserende læger i undersøgelsen oplevet, at sælgerne har gjort lige netop det.

PLO-formanden mener, at det i sidste instans er patienternes sikkerhed, der er på spil, når industriens markedsføring ikke følger reglerne.

- Industrien har en voldsom påvirkning af lægerne, og når de ikke engang følger reglerne i vores kontakt med dem, så bliver vi meget bekymrede for, om den påvirkning er til gavn for vores patienter, og jeg er bange for, at svaret er, at det er den ikke et langt stykke af vejen, siger Henrik Dibbern.

I strid med reglerne

32 procent af de praktiserende læger har også oplevet, at sælgere fra industrien har reklameret for lægemidler på baggrund af ikke-publicerede forskningsresultater. Også det er ifølge PLO-formanden i strid med reglerne.

- Så længe forskningen ikke er publiceret, kan man jo risikere, at den ikke bliver publiceret, fordi den er for dårlig. Det vil sige, at de bruger salgsmateriale overfor os, som måske ikke engang holder til en nærmere undersøgelse, siger Henrik Dibbern.

Problemet er ikke systematisk


Hos Lægemiddelindustriforeningen mener vicedirektør Henrik Vestergaard ikke, at der er tale om et systematisk problem. Men han understreger, at reglerne skal holdes:

- Der skal ingen tvivl være om, at de her regler er til for at blive fulgt. Er der noget som helst belæg for at sige, at vi ikke er gode nok til at overholde reglerne, så har vi et etisk problem, som vi vil håndtere. Hvis der er brug for, at vi indskærper det overfor vores medlemmer, så gør vi det gerne.

/Ritzau/