Det nyoprettede center, som hører under Syddansk Universitet i Odense, skal forske i en bedre behandling af sukkersyge, som skal rette sig mod den enkelte patients behov. Samtidig får Danmark en national diabetes-database og en biobank.
- Det er første gang, at man laver et samlet diabetes-tiltag i Danmark, hvor de førende forskere på området går sammen på nationalplan for at optimere behandlingen for alle diabetespatienter i landet. Førhen har forskerne siddet hist og pist og arbejdet for sig selv, men nu sammenlægges al diabetesforskning, og det er ikke sket før, siger lederen af det kommende center, Henning Beck-Nielsen, overlæge på Odense Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet.
Et af diabetescentrets konkrete mål er at forbedre og forlænge livet for de op mod 600.000 danskere, der lever med sukkersyge.
- Vi har helt klart det mål, at diabetikere skal have en normal livslængde. Lige nu lever sukkersygepatienter cirka 10 år kortere end andre, og det vil vi ændre på, siger Henning Beck-Nielsen.
Det er helt i tråd med Lars Løkke Rasmussens ønsker. Statsministeren har netop sat det som et mål, at danskerne skal ind på top 10 over de lande, der har den højeste middellevetid.
Hos Diabetesforeningen, som er aktiv partner i projektet, vækker det nye forskningscenter også stor begejstring.
- Det er meget visionært. Med oprettelsen af centret får vi en database med viden, som ingen kan matche andre steder i verden. Vi forventer, at patienterne kan høste frugterne af det nye samarbejde i løbet af 2-3 år, men det er især på længere sigt, at vi vil se en effekt, siger Allan Flyvbjerg, som er formand for Diabetesforeningen og professor ved Århus Universitetshospital.
Henning Beck-Nielsen fremhæver også de samfundsøkonomiske grunde til, at det ny diabetescenter giver god mening.
- Behandlingen af diabetes-patienter er meget omkostningstung, og hvis vi kan tilbyde en bedre behandling, så undgår vi mange af de alvorlige komplikationer, og det i sig selv vil være en besparelse, siger han.
Pengene kommer primært fra Det Strategiske Forskningsråd, som har bevilget 40 mio. kroner til diabetescentret. Hertil kommer medfinansiering på ca. 20 mio. kr blandt andet fra universiteter, Hagedorn Instituttet og Steno Diabetes Center. Bevillingen rækker til fem år.




















