'Hvorfor mig?' er et spørgsmål, der fylder hos mange kræftpatienter. Nu er forskerne kommet nærmere svaret.

To ud af tre af de cellemutationer, der fører til kræfttilfælde, skyldes fejl i celledelingen og er ikke påvirket af livstilsmæssige faktorer.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse foretaget at hold af forskere fra Johns Hopkins University i USA,

Resultatet af undersøgelsen, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Science, er dermed det seneste argument i en langvarig debat om, hvor meget vores livsstil og det miljø, vi er omgivet af, bidrager til udviklingen af en kræftsygdom.

Forskerne mener med andre ord, at hverken livsstil eller miljømæssige faktorer vil kunne hindre de skadelige cellemutationer. Det er altså mere eller mindre tilfældigt, hvem der bliver ramt af kræft.

Med den viden mener forskerne også, at man vil være i stand til bedre at målrette kampen mod den alvorlige sygdom.

»Hvis vi ser mutationen som fjender, og alle fjender er uden for vores krop, så er det indlysende, at vi skal holde dem fra at komme ind,« forklarer en af forskerne bag undersøgelsen, genetikeren Bert Vogelstein, og tilføjer:

»Men hvis en masse fjender - i dette tilfælde to ud af tre - faktisk er inde i vores krop, så betyder det, at vi har brug for en helt anden strategi.«

Menneskekroppen består af milliarder af celler, der løbende slides op og ødelægges i forbindelse med eksempelvis sår. Disse celler bliver erstattet af nye, der hele tiden deler sig. Sommetider deler cellerne sig imidlertid så meget, at de danner en knude, der kan være ondartet og være forstadiet til kræft.

Og mens almindelige celler i overført betydning begår selvmord, hvis de er syge eller gamle, så forsætter kræftcellerne med at leve, selv om de er syge, mens de også er i stand til at skabe nye kræftceller, når de muterer og deler sig.

.

Rygning og sol vigtige faktorer

Bert Vogelstein og kollegerne bag forskningen analyserede mutationer i 32 forskellige typer kræft og er baseret på studier fra 69 forskellige lande. Her opdagede de, at der i 66 procent af tilfældene var tale om fejl i celledelingen, mens der i 29 procent af tilfældene var tale om miljømæssige påvirkninger. Her var det særligt lungekræft, hvor langt størstedelen af tilfældene var forårsaget af rygning.

Kun fem procent af tilfælde skyldtes nedarvede gener.

Bert Vogelstein understreger dog, at undersøgelsen ikke har til hensigt at udfordre bestræbelserne på at bekæmpe de kendte årsager til kræft såsom rygning og for meget sol, som kan være en medvirkende årsag til skadelige cellemutationer.

Derfor bakker han også op om de undersøgelser, der viser, at 42 procent af alle kræfttilfælde kan forebygges, ligesom han heller ikke mener, at hans resultater modsiger det.