Den kendte par- og sexterapeut Martin Østergaard har kæmpet med svære vandladningsproblemer.
Jeg følte mig ikke længere seksuelt tiltrækkende. Min mandighed var alvorligt truet. Jeg var flov og stærkt opsat på at skjule mit problem.«
Martin Østergaard, parterapeut og forfatter, lever af at rådgive andre om bl.a. seksuelle problemer. Og for nylig fik han bevis for, at han også selv let kan havne i en følelsesmæssigt sårbar situation.
Alvorlige vandladningsproblemer - og i den forbindelse ubehaget og besværet ved at tisse via et såkaldt kateter - satte ham midlertidigt ud af spillet.
Troede det var kræft
- Problemet kom snigende. Hvor mine to små sønner kunne tømme blæren i løbet af 20-30 sekunder, tog det for mig en evighed at komme af med vandet. Det kunne sagtens tage fem-seks minutter med slap stråle. Uanset hvor meget jeg pressede på.
Efter et besøg hos min læge, som fandt min prostatakirtel forstørret, blev jeg nærmest besat af angst. Jeg var overbevist om, at jeg havde fået prostatakræft og snart skulle dø, siger Martin Østergaard.
Skulle bruge kateter
Da den kendte rådgiver og forfatter efter nogle ugers ventetid endelig kom til nærmere undersøgelse på hospitalet, viste det sig imidlertid, at han led af urinrørs-forsnævring.
- Det var en lettelse at få at vide, det ikke var kræft, men en operation, der skulle skabe bedre passage i urinrøret, var nødvendig. Jeg fik besked på, at jeg efter operationen i en længere periode ville være nødt til at lade vandet via en slange, ved såkaldt katerisation. Fire-seks gange dagligt skulle jeg selv stikke slangen hele vejen op. Det var - fik jeg at vide - forbundet med en del smerte og ubehag, mest i begyndelsen.
Jeg husker tydeligt situationen lige efter operationen, hvor en ung sygeplejerske resolut greb fat i mine ædlere dele og begyndte at proppe slangen ind. Godt nok er jeg ret frimodig, men... Og hold fast, hvor det trak tårer. Det gjorde forbandet ondt, siger den kendte parterapeut, som i omkring halvandet år har måttet lade vandet via sit kateter.
Lukkede døren
- En ting er det fysiske besvær og ubehag. Men det har altså også nogle psykiske bivirkninger. Jeg følte mig som en gammel nisse, en rigtig gammel mand. Det gjorde det ikke lettere, at min kæreste er ti år yngre. Var jeg stadig attraktiv nok for hende? Kunne hun stadig elske mig? Min usikkerhed lagde lidt låg på det seksuelle.
Jeg var også omhyggelig med at lukke døren til badeværelset, når jeg skulle rode med slangerne. Det skulle kæresten i hvert fald ikke se. Og når vandet var tappet af blæren, blev udstyret gemt væk, siger Martin Østergaard, der nu igen er i stand til at tisse på normal vis, efter at urinrøret endelig er helet, og passagen normal igen.
