Et for højt blodtryk kan skære 10-20 år af dit liv. Mange har brug for medicin, men du kan selv gøre meget for at presse det nedad. Over en million danskere har - viser en ny opgørelse - et blodtryk, der ligger over faregrænsen.

Et for højt blodtryk er en rigtig lumsk tilstand. Du kan have det for høje blodtryk i årtier, uden at du aner uråd, og det går ofte gruelig galt. Det forhøjede blodtryk kan let koste dig 10-20 leveår, fordi du tidligt dør af f.eks. en blodprop i hjertet eller hjernen.

- Omkring halvdelen af alle med forhøjet blodtryk er helt uvidende om deres diagnose, og lidt under halvdelen får ikke den nødvendige medicin. Selv hos dem, som er i behandling, når 40-50 procent ikke ned på det ønskede tryk-niveau. Det har en høj pris i form af tusinder af dødsfald hvert år, og det er både meget trist og ærgerligt. De fleste med et alt for højt blodtryk har behov for hver dag at tage to-tre slags medicin, siger professor, overlæge Hans Ibsen, der er hjertespecialist og formand for det danske blodtryksselskab.

Svært at helbrede
En blodtryks-sygdom kan i de fleste tilfælde ikke direkte helbredes, fordi lægerne og forskerne kun sjældent ved, hvorfor blodtrykket går i vejret. Men ved mindre forhøjelser kan du selv gøre en masse for at presse blodtryksmåleren nedad.

- Tag bare det med vægten. Jo tykkere man er, desto højere er blodtrykket typisk. For hvert eneste kilo man taber sig, ses en tydelig virkning på trykket. Hvis man taber sig 10-15 kilo, vil blodtrykket falde med 10-15 mmHg i gennemsnit. Det er noget, der batter. Det er vigtigt ikke at blive for fed, siger professor, dr. med. Peter Norsk, Københavns Universitet, der for nylig har udsendt bogen 'Pas på blodtrykket'.

Moderat motion hjælper
- Motion er også vigtigt for at holde blodtrykket nede. Man behøver ikke direkte løbe maraton for at se en effekt. Hvis man hver dag får moderat motion i en halv times tid - f.eks. i form af en rask gåtur, hvor pulsen kommer op - kan man nedsætte blodtrykket med nogle procent. Jo højere alder, des bedre virkning opnår man på trykket, siger professor Peter Norsk, der selv som kun 25-årig fik konstateret for højt blodtryk.

Han fik det ikke målt i mange år og burde langt tidligere have haft blodtryksnedsættende piller.

- Det kan meget vel betyde, at jeg ikke når at blive så gammel, siger han.

20 blodtryksråd der virker
HUSK AT STRESSE AF Det er vigtigt, at du stresser af. Det kan få dit blodtryk til at falde med omkring 5 mmHg.

DYRK MOTION Ved moderat motion kan du sænke dit blodtryk med op til 12 mmHg. 35- 40 min. tre-fi re af ugens dage er nok.

VÆLG DET RIGTIGE FEDT Skær ned på det mættede fedt, som skader hjerte og kredsløb. Det fi ndes især i fede mejeriprodukter og rødt kød. Vegetarer har generelt lavere blodtryk end kødspisere. Brug mindst muligt smør. Olivenolie, rapsolie og hørfrøolie er gode valg. Olivenolie er bedst at stege i.

BEKÆMP DIN VREDE Hidsighed er skadeligt for dit blodtryk . Bekæmp vreden og trykket kan falde op til 5 mmHg.

TAB DIG Lavere vægt kan få blodtrykket til at falde 1-2 mmHg pr. tabt kilo.

SPAR PÅ SALT OG SUKKER SALT: Fjern saltbøssen fra bordet. Spar på færdigretter, saltet kød (f.eks. spegepølse), saltet fi sk og saltholdige oste. SUKKER: Har du en sød tand, så prøv frugt som mellemmåltid. Skal det endelig være, er mørk chokolade at foretrække.

BÆLGFRUGTER OG NØDDER Du bør spise friske og tørrede ærter og bønner samt forskellige nødder, mandler og frø hver dag.

SPIS FIBRE Spis rugbrød fremfor lyst brød. Vælg fortrinsvis fuldkornspasta og upolerede ris.

FÅ DIN SØVN Blodtrykket kan falde op til 7 mmHg, hvis du får nok søvn.

SPIS FLERE FISK Fisk er sundt for hjerte og kredsløb. Laks, makrel og sild er gode. Men blodtrykket falder også, når du spiser fi skeolier (omkring tre gram om dagen).

SPIS LYST KØD Fjerkræ (helst uden skind) er et meget bedre valg end rødt kød, som du bør skære mest muligt ned på.

FÅ NOK KALIUM Rigelig kalium i kosten kan sænke trykket med ca. 3 mmHg. Frugt, herunder juice, er en af de bedste kilder til kalium. Spis frugt (f.eks. banan) hver dag samt 1-2 glas frugtjuice.

NYD MØRK CHOKOLADE Mørk chokolade indeholder plantestoffer af typen fl avonoider, som sænker blodtrykket moderat, nemlig omkring 5 mmHg. Stofferne får cellerne på indersiden af de små pulsårer til at danne signalstoffet NO, der åbner blodkarrene.

HOLD IGEN MED ALKOHOL Skær ned på dit alkoholforbrug, så falder blodtrykket typisk 2-4 mmHg. Alkohol er en slem blodtryksforhøjer. Omkring 7 pct. af alle tilfælde af forhøjet blodtryk skyldes, at man drikker for meget, hvilket i denne sammenhæng vil sige tre eller fl ere genstande om dagen.

KVIT TOBAKKEN Det systoliske blodtryk stiger dramatisk, nemlig omkring 20 mmHg, når du ryger. Forhøjelsen holder sig i en halv times tid. Nikotin sammentrækker de små pulsårer.

MERE CALCIUM Calcium i kosten kan forebygge forhøjet blodtryk . Men det vides ikke med sikkerhed, om ekstra calcium også kan sænke blodtrykket. Mælk er en god kilde til calcium.

HOLD IGEN MED LAKRIDS 200 gram lakrids om dagen øger hos nogle mennesker blodtrykket betragteligt. Forklaringen er, at lakrids indeholder stoffet glycyrrhizin, der holder på kroppens salt og vand, så blodtrykket stiger.

DRIK ROLIGT KAFFE OG TE Kaffe er sundere, end mange tror, og som tommelfi ngerregel kan du drikke op til 5-6 kopper om dagen helt uden problemer.

TAG KOSTTILSKUD Nogle kosttilskud og naturlægemidler kan bidrage til at sænke blodtrykket. Hvidløg er det naturmiddel, som er bedst testet for en blodtrykssænkende virkning. Vælg et præparat med tørret hvidløgspulver og tag en dosis på 600 mg om dagen.

SPIS FRUGT OG GRØNT FRUGT: Spis varieret over hele farvespektret og smagsskalaen. GRØNT: Spis så varieret som muligt over hele farvespektret og smagsskalaen. Prøv bl.a. spinat, grønkål, blomkål, broccoli, hvidkål, rodfrugter, peberfrugter, aubergine og blegselleri. Spis gerne kartofl er hyppigt.