Har finanskrisen også ramt din pengepung, gælder det om at finde den motionsform, der giver dig mest mulig fedtforbrænding for pengene.
Sjipning og løb er bedst
Og her er der faktisk godt nyt. Det behøver nemlig ikke koste kassen at tabe sig. Du kan smide adskillige kilo meget billigt ved at løbe dig en tur eller snuppe en omgang med din datters sjippetorv.
B.T. har set på ti forskellige motionsformer og regnet ud, hvor meget det koster at forbrænde én kalorie.
Her viser det sig, at sjipning og løb giver dig den suverænt bedste fedtforbrænding til prisen, og hvor du ikke skal investere i et golfmedlemskab eller et yogahold, hvis dit primære formål er at komme af med nogle kilo for få penge.
Og hvem siger i det hele taget, at det behøver at koste noget at tabe sig? Du kan sagtens få masser at gratis motion i løbet af dagen, hvis du tænker dig om.
Cyklen og trappen kan fjerne kilo
Tving dig selv til at bevæge dig i løbet af dagen. Tag cyklen til jobbet, snup trappen i stedet for elevatoren. Og gå en tur i frokostpausen, understreger idrætsfysiolog Morten Zacho, som er redaktør på motion-online.dk:
- Du skal ikke undervurdere effekten af ti minutters motion om dagen. Alle de små bevægelser bliver til et par hundrede kalorier i løbet af en dag. På den måde kan du faktisk få rigtig meget motion. Hvis du fortsætter med det, vil du tabe dig mange kilo over tid, forklarer Morten Zacho.






















