Danske unge er bedre til at holde styr på alkoholforbruget end tidligere generationer, men de ligger stadig i top blandt europæiske unge. Få fire gode råd til at tale om alkohol med dine børn.

Casper Pilgaard, redaktionsassistent, Netdoktor

Må jeg godt tage til fest i aften?”, lyder det forventningsfuldt fra teenagesønnen fredag aften under maden, og mens du tænker tilbage på blot et par år forinden, hvor han spurgte om lov til at overnatte hos en ven til en nat i Playstationens favn, arbejder din hjerne på højtryk at finde frem til det rette svar. Et rungende ”Nej!”? Et modvilligt ”Ja, men kun hvis …” eller et selvfølgeligt ”Hav en god aften!”? For hvad gør den rummelige, men ansvarlige forælder egentlig?

Der findes ikke en entydig formel, men der findes gode og mindre gode måder at håndtere dit barns forhold til alkohol på.

Læs mere: Sådan påvirker alkohol kroppen

Snak åbent om alkohol med dit barn – men sæt grænser

Ved middagsbordet sender I hinanden et hurtigt blik for at afstemme, hvordan I har det med at lukke knægten ud i natten med alkohol i posen. Heldigvis har I snakket om det tidligere, så I ved, hvordan I står, og til sin store glæde får han lov til at tage af sted, så længe han viser, at han kan leve op til jeres tillid. Det betyder, at lidt alkohol er okay, men ikke kampdruk, og at andre aftaler, såsom at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt, selvfølgelig overholdes.

Åbenhed er nemlig vigtigt, hvis du vil give dit barn et fornuftigt forhold til alkohol. Vær ikke berøringsangst, men tag snakken med dit barn og sæt klare grænser for, hvor ofte og hvor meget alkohol, I som forældre er okay med, at barnet hælder i sig. Det kan måske lyde som en striks tilgang, der hører fortiden til, men ifølge en australsk undersøgelse har klare grænser en positiv effekt, og ved at tage snakken åbent får I også bedre mulighed for at forstå, hvad der rører sig i dit barn og dets omgangskreds.

Læs mere: Unge fester anderledes end voksne

Vær et godt foregangseksempel

Når aftensmaden og opvasken er overstået, får junior ikke blot lov til at tage til festen; han bliver fragtet af enten mor eller far, for I har holdt igen med vinen og er derfor i stand til at køre. Unge – særligt drenge – der ofte ser deres forældre berusede eller drikke alkohol i hverdagen, har et større forbrug af alkohol end unge med forældre, der oftere sætter proppen i, og derfor er det en god idé at afstå fra alkohol i hverdagen og også holde igen, hvis der bliver åbnet for vinen i weekenden.

Skab et solidt forældrenetværk


Knægten har smurt manken ind i et solidt lag hårvoks og sprøjtet så meget duftevand på, at I kan smage Axe-deodoranten gennem badeværelsesdøren, så han er så klar, som han kan blive, og I spænder sikkerhedsselen til en aften fuld af eventyr. Når I er ankommet, frister det måske at lade rumpetten forblive i førersædet og vende øsen hjemad efter en lang arbejdsuge, men udskyd sofaen ti minutter og følg i stedet sønnike ind. På den måde kan du se, hvem der ellers deltager i festen og også få en snak med forældrene, der lægger hus til. Et godt forældrenetværk hjælper hver forælder med at få et indblik i dynamikken i vennekredsen og giver også mulighed for at aftale, hvordan fester skal løbe af stablen.

Læs mere: Gevinster ved at udskyde debuten

Styrk dit barns selvværd

Knap er I kommet indenfor, før drengen er forsvundet ind bag den lukkede dør, hvorfra bassen dunker, så hængslerne rasler, og du har fået taget et hurtigt bestik af situationen og talt med dem, der skal holde øje med, at alt forløber godt. Dit arbejde er dermed gjort for i dag. Som forælder er det naturligt at have et ambivalent forhold til, at ens barn begynder at gå til fester, hvor alkohol er på menuen. Man kan næppe slippe alle bekymringer, for mange af os husker vores egne stejle læringskurve med de lumske dråber. Omvendt husker de fleste af os tilbage på vores ungdom og tænker, at vi jo klarede os fint trods en dumhed eller to. Eller tre eller fire. Med det i baghovedet kan du trygt forlade festen, for et åbent og tillidsfuldt forhold til dit barn betyder meget for dets forhold til alkohol.

Ifølge en mindre dansk undersøgelse er der nemlig en sammenhæng mellem barnets forhold til sine forældre og hvor meget alkohol, den unge indtager. Et for stort alkoholindtag som ung kan starte en negativ spiral, da unge, der drikker, trives dårligere i skolen, er mindre tilfredse med deres liv og har et mere negativt syn på sig selv. Ifølge andre undersøgelser drikker de unge, fordi det er sjovt og fordi, det hjælper dem til at slippe hæmningerne. Det hænger godt sammen med, at unge med lav selvtillid oftere begynder at drikke i en tidligere alder, så ved at vise dit barn tillid, er du nået langt. En sidste god nyhed er, at mange unge selv er gode til at sætte gode rammer op, når de fester. Ifølge et dansk studie drikker de unge i selskab med gode venner, så de ved, de er i trygge omgivelser, hvis noget skulle gå galt.

Fakta: Unge har senere drikkedebut end tidligere

  • I 2014 havde omkring 80 procent af drengene og cirka 75 procent af pigerne på 15 år prøvet at drikke alkohol. I 1998 var tallet cirka 95 procent for både drenge og piger, og særligt fra 2010 er der sket et stort dyk.
  • Samme vej er det gået, når de unge har skullet svare på, om de har prøvet at være fulde mindst to gange. Det havde knap 70 procent af drengene og lidt over 60 procent af pigerne på 15 år i 1998. I 2014 var det tal faldet til omkring 40 procent for begge køn: drengene lidt over, pigerne lidt under.
  • Knap så opløftende er det, at danske unge buldrer derudaf sammenlignet med resten af Europa. Mere end hver tredje af de 15-16-årige danske unge mænd og kvinder kunne i 2014 svare ja til, at de havde været fulde i løbet af den seneste måned. Det havde under hver femte ung i de resterende europæiske lande, og danske unge indtager en klar førsteplads på europæiske lister over alkoholforbrug.

Kilde: Sundhedsstyrelsens alkoholstatistik 2015