Du har sikkert prøvet at spise slik for at blive så skarp i hovedet som muligt. Men det gode middel er noget helt andet, lyder det fra forsker.

Har du nogensinde overvejet, hvad der sker i din hjerne under eksamen, eller mens du bakser med kryds og tværsen derhjemme?

Du tænker så meget, at sveddråberne samler sig på panden, mens du forsøger at finde svaret på et problem. Din hjerne må jo være løbet tør for energi med alt det tænke-arbejde, så du snupper dig måske lige en bid chokolade. Din hjerne skal jo bruge mere energi, når du knokler sådan.

Tror du. Men der tager mange du - og mange af os andre - fejl.

Læs også på Videnskab.dk: Cola, kaffe eller energidrik – hvad virker bedst?

Hjernen bruger ikke mere energi, når den arbejder med regnestykker, end når du spiller fodbold.

Det samlede energiforbrug ændrer sig nemlig ufatteligt lidt, når vi grubler over svære ligninger, fortæller Gitte Moos Knudsen, som er professor og leder af Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet, til Videnskab.dk.

- Der er studier, som viser, at det er forbløffende, hvor lidt ekstra energi vi bruger på at tænke meget.

Hjernen har under alle omstændigheder et højt stofskifte, sammenlignet med de øvrige organer i kroppen. Faktisk strømmer 20 procent af dit blod igennem hjernen i hviletilstand. Blodet sender ilt og sukker til hjernecellerne, som hele tiden kommunikerer med hinanden ved at sende elektriske impulser ud. Det kræver meget energi.

Læs også på Videnskab.dk: Sådan bliver du fantastisk god til at huske

Professoren forklarer, at hjernen alligevel ikke bliver træt af at knokle på samme måde, som kroppen gør det.

- Det behøver ikke at kræve mere af hjernen, når et intellektuelt problem er vanskeligt at løse. Det er, når vi taler om fysisk arbejde, for eksempel at du skal løbe langt eller hurtigt, at du oplever det som energikrævende.

- Så har man måske ikke energien til at blive ved. Men det er ikke derfor, hjernen stopper og ikke kan finde en løsning, siger Gitte Moos Knudsen.

Vores hjerner stopper derimod, hvis vi ikke har viden eller erfaring nok til at klare problemet.

Ekstra energi fra en Mars eller Snickers eller en stang chokolade hjælper dig ikke til at løse opgaven. Slik kan give et faldende blodsukker et midlertidigt boost, men det bedste er at have stabilt blodsukker fra morgenstunden, siger Gitte Moos Knudsen.

- Det er en god idé at få sin nattesøvn, drikke godt med væske og så ikke sulte, men heller ikke proppe sig med mad eller slik, mens man sidder til eksamen. Og så skal man sørge for at få sig et solidt morgenmåltid for eksempel havregryn, som holder blodsukkeret stabilt igennem hele dagen, siger professoren, som dog heller ikke mener, der er noget galt i at tage slik med til eksamensbordet, hvis det giver en tryghed.

Hun fremhæver til sidst den åbenlyse pointe, at den bedste måde at hjælpe sin hjerne igennem eksamen er at læse og øve sig, inden man skal ind og præstere.

Læs også:

Tag testen: Har du en effektiv hjerne?

Husker vi bedre, når vi tager noter?

Her er de bedste råd før eksamen