Cøliaki er en livslang lidelse i tyndtarmen, som ødelægger tarmens overflade og gør det svært at optage næringsstoffer.

Den er også kendt som glutenallergi og forårsages af proteinet gluten, som er i fire almindelige kornsorter herhjemme, nemlig hvede, byg, rug og havre. Ofte vil sygdommen føre til oppustethed, kvalme og træthed og kan kun behandles gennem kostændringer.

Det skriver The Sun.

Der er mange symptomer på cøliaki, blandt andet sår i munden, ekstrem træthed, mavesmerter, regelmæssig diarré, vægttab og fordøjelsesbesvær. Tilstanden er forholdsvis almindelig og rammer mellem 0,5-1 procent af danskerne.

Dog mener flere eksperter, at dette tal muligvis er sat for lavt, fordi mange mennesker kan gå rundt med Cøliaki uden at være blevet diagnosticeret eller måske endda fejldiagnosticeret med irritabel tyktarm, skriver mediet.

Hvem er i risikozonen?

Folk, der allerede har andre sygdomme, som for eksempel type 1-diabetes, en autoimmun sygdom i skjoldbugskirtlen og Downssyndrom har en større chance for at lide af cøliaki. Hvis du har et familiemedlem, der lider af det, så har du også øget risiko for at blive ramt. Så hvis det er et nært familiemedlem, for eksempel din far, er chancen for at få allergien én ud af 10.

For nogle kan lidelsen også vise sig i huden. Det kaldes Dermatitis herpetiformis (DH) og viser sig som et stærkt kløende udslæt, som kan minde om herpes. Udbruddene på huden kan mindskes, hvis du spiser glutenfri kost, men det kan dog tage helt op mod to år, før kosten effektivt hjælper på hudproblemerne.

I øjeblikket findes der ikke en sikker test, du selv kan prøve derhjemme. Den eneste vej frem er at skære gluten fra din kost og se, om det hjælper på symptomerne.

Hvis du vil prøve at fjerne gluten fra din kost, så er der to hovedregler, som er gode at følge. For det første er det en god idé fuldstændig at holde sig fra fødevarer, der indeholder gluten, og for det andet skal du være opmærksom på fødevarer, hvor gluten er en bestanddel. Det er altså vigtigt at læse varedeklarationen grundigt.

Fødevarer, som indeholder gluten, er blandt andet brød, rugbrød, pasta, nogle supper, nogle saucer, nogle færdigretter og morgenmadsprodukter. Der findes mange alternativer til disse produkter, for eksempel ris, mandelmel, majsmel, kartofler og boghvede. Desuden er alle grøntsager og frugter naturligt glutenfri.