Hvis du har fået en antibiotikakur hos lægen, så har du nok også fået at vide, at du skal tage alle pillerne. Men det er måske slet ikke det bedste, siger et britisk forskerhold.

Hvis du har fået en antibiotikakur hos lægen, så har du måske også fået at vide, at du skal være ekstra opmærksom på at tage hele kuren for at udrydde alle de skadelige bakterier.

Men det råd bygger faktisk på en misforståelse, der både er udbredt hos læger og i offentligheden, siger britiske forskere i et nyt studie ifølge theguardian.com. Det skriver Videnskab.dk

»Forestillingen om, at en tidligere afbrydelse af en antibiotisk behandling skulle fremme antibiotika-resistens, er ikke underbygget, mens det at tage antibiotika i længere tid end højst nødvendigt faktisk øger risikoen for resistens,« konkluderer forskerne i studiet, der er offentliggjort The British Medical Journal.

Læs mere på Videnskab.dk: Brug penge på rengøring og bliv lykkeligere

Normalt anser man det for vigtigt at tage antibiotikakuren i længere tid, da det skulle højne chancen for, at selv de mest resistente bakterier bliver aflivet af kuren.

Afbryder man kuren for tidligt, risikerer man at bakterierne i et eventuelt nyt udbrud alle har nedarvet de mest resistente mutationer fra deres forgængere, der var de sejeste overlevere fra den tidligere behandling.

Men den forestilling tager ikke højde for, at vi oftest bliver syge af helt almindelige bakterier som for eksempel E. coli eller stafylokokker, siger de britiske forskere.

Når vi tager antibiotika i længere tid mod disse bakterier, øger vi blot risikoen yderligere for, at de ender med at blive resistente over for behandlingen, siger forskerne.

Derfor anbefaler de, at patienterne i de fleste tilfælde simpelthen holder op med at tage behandlingen, når de får det bedre.

Læs mere på Videnskab.dk: Kærlighed til din hund holder dig i form, når du bliver ældre

Den britiske brancheorganisation for læger, The Royal College of General Practitioners, forholder sig dog kritisk til anbefalingerne i det nye studie.

»De anbefalede antibiotikakurer er ikke tilfældige. De er skræddersyet til den enkelte, og i mange tilfælde er kurene ganske korte – ved urinvejsinfektioner er tre dage for eksempel ofte nok til at kurere infektionen,« siger organisationens formand, professor Helen Stokes-Lampard til theguardian.com ifølge Videnskab.dk.

Hun er også kritisk over for ideen om, at patienter selv vurderer, om de er raske nok til at holde op med at tage antibiotika.

»En bedring af symptomerne betyder ikke nødvendigvis, at en infektion er fuldstændigt udryddet. Det er vigtigt, at patienter får klar besked om altid at tage deres antibiotika-behandling fuldt ud. At ændre på dette vil forvirre folk,« siger Helen Stokes-Lampard til theguardian.com ifølge Videnskab.dk.

 

Andre artikler på Videnskab.dk