Medicin, som skal fjerne afhængigheden af nikotin, testes på 400 storrygere.

Fremtiden ser måske lyserød ud for mange lunger. For en ny svensk vaccine, som skal få rygere til at skodde smøgerne, skal testes i større skala i de nordiske lande.

Det er meningen, at den svenske vaccine, med det naturlige navn Niccine, skal fjerne afhængigheden af nikotin i cigaretter. Og for at finde ud af, om midlet virker, indledes der i de kommende dage en test, som omfatter 400 personer fra tre lande.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man naturligvis glad for projekter, der kan være med til at stoppe rygning.

- Et forskningsprojekt, der udvikler metoder til at slippe af med tobak, er kun velkomment, siger Frede Olesen, professor og formand for Kræftens Bekæmpelse. Men han mener dog, at forsøget stadig er på et 'lodtrækningsstadie'.

- Det er endnu for tidligt at have en kvalificeret mening, om det kan have en virkning. Men hvis midlet viser sig at virke, vil det være et stort skridt og have stor betydning for rygere, der ønsker at stoppe, siger han.

Udviklet af svenske forskere
Produktet Niccine er udviklet gennem 10 år af svenske forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm.

Der skal efter planen rekrutteres 400 storrygere til testen.

Heraf får halvdelen fire indsprøjtninger med en måneds mellemrum. De resterende 200 testpersoner får til gengæld indsprøjtet et virkningsløst middel, som de tror, er den rigtige vaccine.

Forsøget løber i et år, hvor deltagerene bliver fulgt nøje for at konstatere, om de vaccinerede er stoppet med at ryge.

Hensigten med Niccine er, at immunsystemet skal udvikle et forsvar mod nikotinen og hindre det i at nå frem til hjernen.

Dermed udebliver det sus, som rygerne får, når røgen inhaleres, da nikotinen ikke registreres i hjernens belønningssystem.

Den nye vaccine er udviklet af virksomheden Independent Pharmaceutica.