En ny undersøgelse blandt 20.000 mennesker modsiger nu eksisterende viden om sammenhængen mellem stress og mavesår

Lider man af svær stress, har man tre en halv gange højere risiko for at få mavesår end resten af befolkningen. Det viser en ny undersøgelse fra Aalborg Universitet, som dermed modsiger det, der står på alle førende sundhedsportaler: Nemlig at der ikke skulle være nogen sammenhæng mellem stress og mavesår.

Lektor Henrik Bøggild ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aalborg Universitet er en af forskerne bag den omfattende undersøgelse, hvor man har fulgt 20.000 personer i knap tre år.

Han fastslår, at læger fremover er nødt til at regne stress som en risiko-faktor, når de skal rådgive patienter med mavesår. For selv hvis man tager højde for andre faktorer som f.eks. overvægt, kost, rygning mv., har de 20 pct. mest stressede stadig over dobbelt så høj risiko for at blive ramt af mavesår.

»Så vi er nødt til at konkludere, at der en sammenhæng,« siger han.

Siden 1982, hvor to australske forskere opdagede, at bakterien Helicobacter pylori i mange tilfælde var årsagen til mavesår, har man behandlet lidelsen med en kraftig penicillin-kur og mavesyrehæmmende medicin. I 2015 tog hele 596.294 danskere mavesyrehæmmende medicin. Mavesårs-medicinen er blandt andet pillerne Pantoprazol og Omeprazol, der dog også kan gives for halsbrand og andre mave-symptomer.

53-årige Mona Schmidt fra Kolding, der har arbejdet som sosu-assistent, er en af de danskere, der har haft både mavesår og stress. Men hun ved ikke, om hendes stress, som hun blev sygemeldt med i 2009, kan have været medvirkende til, at hun fik mavesår.

»Min krop var under stress i mange år, inden jeg blev sygemeldt, blandt andet pga. travlhed på jobbet og sygdom i familien. Så min egen teori er, at det formentlig har været medvirkende til det. Men jeg ved det jo ikke,« siger hun.

Mona Schmidt blev testet for Helicobacter pylori bakterien, da hun begyndte at opleve symptomer på mavesår i form af bl.a. kvalme, opkast og mavesmerter. Men hun havde den ikke.

Siden forskerne i 1980’erne opdagede Helicobacter pylori bakterien blev sammenhængen mellem stress og mavesår helt afvist – og sidenhen har denne opfattelse mere eller mindre holdt ved. Dog har andre udenlandske undersøgelser fra bl.a. Sverige og Japan påvist, hvad det danske studie nu også dokumenterer – at det kun er i tilfælde af svær stress, at der findes en sammenhæng. Det fortæller professor i mave-tarm sygdomme, Peter Bytzer, ved Sjællands Universitetshospital.

»Vi skal ikke tro, at vi er 50 år tilbage, så vi sætter lighedstegn mellem stress og mavesår. Det er vigtigt at understrege, at det stadigvæk kun er personer med svær og livstruende stress, vi som læger skal være opmærksomme på, og det vil jeg fortsat fortælle mine lægestuderende,« siger han.

Ved cirka halvdelen af alle mavesår findes Helicobacter pylori bakterien. De resterende tilfælde kan så skyldes f.eks. smertestillende gigtmedicin, rygning, arvelige forhold – eller som nu dokumenteret: svær stress.

»Vi mangler stadig at forstå mekanikken bag – altså hvorfor, stress giver sår i mavesækken og ikke andre steder i kroppen. Det ville derfor være oplagt at undersøge i fremtiden,« siger Peter Bytzer.

Foreløbig er der ingen konkrete planer om at undersøge sammenhængen nærmere, men forskeren bag det danske studie, Henrik Bøggild, afviser ikke, at det kommer til at ske:

»Resultatet modsiger ikke, at bakterien betyder noget for forekomsten af mavesår – det kan sagtens forklares med, at bakterie og stress tilsammen giver en særlig risiko, og det vil vi gerne se nærmere på,« siger han.

Mona Schmidt fik aldrig nogen forklaring fra sin læge på, hvad mavesåret kunne skyldes. Men hun sørger for at holde sig fra medicin med acetylsalicylsyre samt stærk og fed mad, da hun så kan mærke smerter fra maven.

»Det er rart ikke at have mavesår længere,« siger hun.