Det er engelske forskere fra Imperial College i London, der i går glade kunne berette om et højst lovende forsøg med en ny type medicin, der ser ud til ligefrem at kunne fjerne kræften, som ellers ofte er uhelbredelig.
Medicinen har ifølge den britiske avis Daily Express fjernet alvorlige kræftknuder hos 50 procent af en stor gruppe forsøgsdyr (mus). Kort efter nytår indledes så omfattende forsøg med mennesker, og forskerne tror på, at man også her vil se de samme gode resultater.
Mere lempelig behandling
Pillen, PD173074, virker ved at blokere for hormonet FGF-22 i kroppen. Det er det hormon, som stimulerer væksten af lungekræft.
Oprindelig blev pillen testet på celler fra kræftpatienters knuder. I disse laboratorieforsøg kunne man se, at medicinen forhindrede kræftcellerne i at formere sig hurtigt, og at den nedbrød cellernes forsvarsmekanismer, så de lettere kunne bekæmpes med efterfølgende kemoterapi.
- Vi har akut behov for nye behandlinger af denne sygdom. Og det er et plus, at medicinen kan tages gennem munden. Der er således tale om en mere lempelig behandling end andre former for kræftbehandling, siger professor Michael Seckl, kræftforsker ved Imperial College i London.
Medicinen er beregnet på den småcellede lungekræft, hvor kræften spreder sig hurtigt, og hvor det kan være svært at operere. Kun få procent er i live efter fem år.






















