Atjuu, atjuu. Foråret og sommeren bliver fremover en hård nyser for den million danskere, der er plaget af høfeber på grund af pollen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det viser en helt ny og opdateret udgave af pollenkalenderen, som Astma-Allergi Danmark og DMI netop har sendt på gaden, og som er baseret på pollendata fra 25 år. - Vi ser en tendens til, at pollensæsonen begynder tidligere og tidligere både fra træerne og nu også fra græs og bynke. Samtidig er den totale mængde af pollen over hele året vokset markant, og der vil også komme flere enkelte dage med meget høje pollental, siger Janne Sommer, der er biolog hos Astma-Allergi Danmark og leder af de danske pollenregistreringer. Antallet af pollen i luften afspejler vejrets udvikling. - Vejret er altafgørende for, hvornår vi har pollen i luften. Det, der gør, at vi ser sæsonen starter tidligere og tidligere, det er, at den gennemsnitlige temperatur set over mange år er steget, siger Janne Sommer.

Skyhøje pollental

Det er meget svært at forudsige årets pollensæson, da man ikke kan se længere frem end vejrudsigten, men ifølge Janne Sommer er varmen på vej, så årets sæson vil begynde inden for en uge til 14 dage. Vi har i år haft en meget kold vinter, der indtil videre har udskudt pollensæsonen fire til fem uger. Så længe det er frostvejr, venter træerne med at sende pollen ud, men det kan også betyde pludselige, skyhøje pollental. - Hvis varmen pludselig kommer, så kan træerne få rigtig travlt med at sprede pollen. Så kan vi gå fra meget lave tal til meget høje tal på få dage, og det er ikke rart for folk med allergi, forklarer Janne Sommer. Antallet af danskere med allergi stiger kraftigt. Statens Institut for Folkesundhed forudser, at op imod to mio. danskere vil døje med allergi i år 2020.