Piller, som hundredtusinder af danskere tager mod for højt kolesterol, kan også beskytte mod influenza-dødsfald. Det viser en ny videnskabelig undersøgelse.
Amerikanske forskere har konstateret, at risikoen for at dø under en influenza-epidemi er dobbelt så høj hos personer, som ikke i forvejen er i behandling med den kolesterolsænkende medicin af typen statiner.
Læs også: Dine øjne sladrer om risiko for tidlig død
Studiet omfatter 3.043 patienter, der var indlagt på grund af svær influenza. 33 pct. af dem fik behandling med statiner.
Omkring en halv million danskere tager hver dag statiner.
- Det er rigtig interessant ny forskning. Det fortæller os, at statiner ikke bare kan redde os fra blodpropper i hjertet og hjernen, men også har andre gode virkninger på kroppen. Men selv om studiet er fint, har vi brug for endnu flere undersøgelser, som kan bekræfte det nye resultat, gerne også danske, siger Peter Schnohr, speciallæge i kardiologi og en af Danmarks førende forskere i bl.a. brugen af kolesterolmedicin.
- Der er allerede andre forskningsresultater, som peger i retning af, at statiner også gavner kroppens immunsystem. Men jeg mener ikke, at alle og enhver nu ud fra dette ene studie skal begynde at spise statiner i håb om at være bedre beskyttet mod at dø af influenza. Det er for tidligt at tage det skridt siger speciallæge Peter Schnohr.
Det er forskere fra Oregon Public health Division i Portland, USA, der står bag influenza-studiet, som nu publiceres i det ansete tidsskrift The Journal of Infectious Diseases.
John Oxford, professor og en af Englands førende influenza-forskere, regner med, at statinerne i fremtiden kan anvendes i kampen mod sygdommen på linje med vaccination og den særlige influenza-medicin Tamiflu.
- Når vi ved, at en virus er på vej, kan vi overveje at give det til de personer, som er særlig sårbare, siger han til Daily Express.
Når der er større udbrud af influenza, stiger antallet af hospitalsindlæggelser og dødsfald især blandt den ældste del af befolkningen og blandt risikogrupper med visse kroniske sygdomme.
For få år siden døde mere end 1.000 danskere under en enkelt influenzaepidemi.
Læs også: Kolesterol-pille kan også redde lungepatienters liv
Sundhedsstyrelsen advarer også i år om, at man har en øget risiko for at blive alvorligt syg af influenza, hvis man er ældre, har en kronisk sygdom, er svært overvægtig eller gravid.
Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man bliver vaccineret mod influenza, hvis man:
- Er 65 år eller derover på vaccinationstidspunktet.
- Har en kronisk sygdom, for eksempel diabetes, KOL eller astma.
- Er svært overvægtig med et BMI over 40.
- Er gravid og mere end 12 uger henne.


















