Jannie Helle - TV2s tidligere tv-læge - tog på egen hånd taget i kørestol til en klinik i Syd-tyskland for at få ekspert hjælp.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Av, det gør ondt. Støttet af to tyske hjælpere har Jannie Helle for en kort stund rejst sig fra sin kørestol.
Med hænderne knuget om sine støtter lykkes det med slæbende skridt den tidligere tv-læge og brevkasseredaktør at flytte sine vinterstøvler en halv snes meter på det lakerede parketgulv.

- Schön, Frau Helle, opmuntrer de to fysioterapeuter, inden de forsigtigt vender hende rundt og støtter den danske patient tilbage til den ventende kørestol.

Vi er på den private specialklinik 'Borreliose Centrum' i den sydtyske by Augsburg nær München. Her er Jannie Helle for sine sidste sparepenge taget til på egen hånd for at få fastslået, om hendes årelange sygdom skyldes en kronisk borrelia-infektion fra en skovflåt.

Med kørestol og rulletaske

Trods sin skrøbelige tilstand er hun fløjet alene til München med sin kørestol og en godt proppet rulletaske med tøj. Med bustaxa er hun fortsat de godt 100 km til Augsburg, hvor hun har indlogeret sig på det ydmyge, to-stjernede Ibis-hotel 'Beim Koenigsplatz'.

- Jeg troede, at jeg havde fundet et endnu billigere hotel til 28 euro pr. nat, men da jeg kom herned, fandtes det ikke. Så var jeg nødt til at tage det her, selv om det var dobbelt så dyrt. Mit besøg hernede er min sidste krampetrækning for at få den rigtige diagnose, fortæller hun med en stemme, som sygdommen har gjort let forvrænget i forhold til den stemme, som hele Danmark for få år siden var dus med fra medierne.

Betalte 700.000 kr. i skat

- Dengang tjente jeg rigtig mange penge, og betalte 700.000 kr. om året i skat. Nu er jeg meget, meget fattig efter skilsmisser og et uheldigt hussalg. Jeg er kommet så langt ud, som man næsten kan komme, siger hun.

Med hjælp fra personalet på det tyske hotel, taxachauffører og klinikkens ansatte har hun kunnet besøge privatklinikken et par timer hver formiddag. Resten af tiden har hun på sit ensomme hotelværelse været overladt til dræbende kedsomhed og et mylder af tanker. Om sin muligvis uhelbredelige sygdom, sin uoverskuelige milliongæld og sin frustration over nu at være hjælpeløs patient i det danske sundhedssystem.

- Jeg keder mig. Får hvilet mig en masse og set tv.

Hun er faldet flere gange, og hendes muskler er svage. Det kniber også med at styre fingrene helt, og hun bliver hurtig træt.

Den tidligere tv-læge mener selv, at hendes sygdom stammer fra et bid fra en skovflåt, mens de fleste danske læger hidtil har været mest tilbøjelige til at tolke hendes symptomer i retning af sklerose.

1-0 til Jannie

Da B.T. møder hende i Tyskland, har hun i næsten to uger gået til undersøgelser og træning på specialklinikken. Men de tyske eksperters konklusion er ikke entydig:

- De kan se på laboratorie-undersøgelserne af mine blodprøver, at jeg faktisk har kronisk borrelia-infektion. Så lige nu står det 1-0 til mig. Men samtidig udelukker de ikke, at det kan have igangsat nogle sklerose-lignende symptomer, der ikke bare går væk, lyder det lettere opgivende fra Jannie Helle.

Køber urtemedicin

- Det er på en måde rart at få en mere sikker diagnose efter at være blevet undersøgt virkelig grundigt hernede. Men jeg ved ikke helt, hvad der nu skal ske. Jeg er vred, ked af det og frustreret. Der er så mange følelser, der kører rundt i mig, og jeg er enormt træt.

Efter sin sidste omgang fysioterapi på specialklinikken har en af de tyske læger printet en behandlingsplan ud til Jannie Helle. Og for 53 euro køber hun en dåse med klinikkens egen urtemedicin.

Med en kaffekop i den ene hånd siger en af lægerne farvel til Jannie Helle med ordene: - Vi kan ikke garantere noget. Du må bare prøve.