Influenzaen truer julefreden hos så mange danskere, at Region Hovedstaden nu råder sygdomsramte til at lade være med at ringe til vagtlægen med det samme, man får symptomer.

- Lægevagten har siden fredag modtaget mellem 200 og 250 opkald i timen fra folk, der primært henvender sig med symptomer forenelige med, at de har influenza - altså ondt i halsen, feber, muskelsmerter - som der er overstået relativt akut over få timer, siger formanden for Influenza-udvalget, overlæge og professor i virussygdomme på Rigshospitalet, Jens Lundgren, som nu råder folk til at tænke, før de taster nummeret til vagtlægen.

- Hvis man ikke tilhører de af Sundhedsstyrelsen definerede risikogrupper, så må man putte sig ind under dynen og blive rask igen, og kun henvende sig, hvis symptomerne ikke klinger af eller derimod forværres tre til fem dage efter symptomdebut, siger lægen.

Region Hovedstaden oplyser på deres hjemmeside, at akuttelefonen 1813 og lægevagten de seneste to døgn har oplevet »en væsentlig stigning i henvendelser med influenza-lignende sygdom«. Antallet af personer, der har fået diagnosticeret influenza, er steget gennem den sidste uge, ligesom man regner med, at der er andre luftvejsvira i omløb.

Selvom det er ærgerligt ikke at kunne holde jul med familien, er opfordringen fra Jens Lundgren klar: Man skal blive under dynen og mindske smittefaren.

- Der er ikke nogen grund til at ringe til lægen, fordi man har influenzalignende symptomer, med mindre de ikke er blevet raske en tre-fem dage efter, at symptomerne er startet, siger han.

Opfordringen til ikke at kontakte vagtlægen de første tre til fem sygedage gælder dog ikke alle, understreger professoren.

- Vi er interesserede i, at folk, som tilhører risikogrupperne, henvender sig. Specielt folk, hvis immunsystem er trykket, enten af medicinsk behandling eller

på anden måde, og som oplever de her influenza-symptomer. Dem vil vi godt lige have en snak med og se, om vi skal gøre yderligere for dem.

De prioriterede grupper, som stadig skal henvende sig til vagtlægen i tilfælde af influenza, er ældre medborgere, folk med anden kronisk sygdom - især dem, der har et trykket immunsystem - og folk, som går til medicinsk behandling. Denne slags sygdomsramte har en øget risiko for at blive alvorligt syge som følge af en influenza.