Ifølge BTs udsendte reporter ved Hvidovre Hospital har patienten, som torsdag har været indlagt i isolation under midstanke for at være smittet med ebola, ikke pådraget sig den frygtede sygdom.

Torben Mogensen, vicedirektør på Hvidovre Hospital, bekræfter, at prøven er negativ.

- Vi beholder patienten et døgn til, da vi følger de nyeste anbefalinger. Vi er meget sikre på, at prøven er korrekt, men for at være 100 procent sikre, skal der tages en ny prøve. Det skyldes, at der ikke er gået lang tid fra patientens symptomer opstod, til prøven blev foretaget, forklarer Torben Mogensen.

Hospitalet beholder patienten i isolation, indtil den anden prøve er blevet foretaget. Vicedirektøren forventer ikke, at den anden prøve siger noget andet end den første, men tager ingen chancer. Han siger til BT, at når patienten er ude af isolation igen, så kan man med garanti være sikker på, at patienten ikke har ebola.

- Vi regner med at have den sidste clearing på, hvornår patienten kan tages ud af isolation i morgen formiddag. Men det kan jeg ikke fastslå på nuværende tidspunkt, siger Torben Mogensen.

Vicedirektøren roser i øvrigt sit personale og ikke mindst patienten, der har gjort det helt rigtige i denne situation.

- Det er det optimale, der er sket. For patienten har været meget opmærksom på sig selv og derved henvendt sig hurtigt. Så kan det godt være, vi skal have patienten isoleret lidt længere, men det er bedre, end at patienten havde været derhjemme og var blevet rigtig syg. Vores procedure har fungeret som forventet. Det er gået fuldstændig glat. Det er dygtigt personale, som vi træner tit, så det har fungeret, som det skulle.

Video: Hvidovre Hospital afblæser ebola-alarm