Du er lige kommet hjem fra ferie. Udhvilet, solbrun og fyldt med energi. Men overskuddet kan hurtigt ende med at blive vendt til underskud, hvis du har fået væggelus med i kufferten. Blot en enkelt befrugtet hun-væggelus i tasken er nok til at plante en hel koloni af væggelus i dit eget hjem.

Væggelus er en lille slags tæge, der lever af at suge blod hos dyr og mennesker i løbet af natten. Om dagen gemmer den sig i små sprækker, hvor den også lægger sine æg. Det kan for eksempel være i boksmadrassen eller bag fodpanelerne og billeder.

Få her 6 gode råd til, hvordan du kan undgå de små blodsugende tæger og bekæmpe dem, hvis du alligevel er så uheldig at få små ubudne gæster.

1. Tjek hotellets standard

Væggelus er som udgangspunkt ligeglad med, om et hotel har fem eller ingen stjerner, men alligevel kan hotellets standard spille en rolle. Risikoen er nemlig mindre, hvis rengøringen og økonomien på hotellet er i top. Det er dyrt at bekæmpe skadedyr, og de hoteller, der ikke har penge til det, kan have en tendens til at se gennem fingre med problemet.

2. Tjek din hotelseng

Væggelus kommer kun frem om natten. Hvis du vil undersøge, om der er væggelus under din hotelseng, så kig efter deres efterladenskaber på undersiden af sengen. De sidder som en tæt sky af sorte pletter tæt ved siden af hinanden på træet eller stoffet. Finder du gemmestedet, vil du måske også kunne se væggelusenes æg, der er 1 mm store, hvide, aflange og ofte ligger i klumper af tre til fem stykker.

3. Tjek kufferten og vask al tøjet

Hvis du ikke orker at gå på skadedyrsjagt i din ferie, så tjek kufferten grundigt, når du kommer hjem. Tøm bagagen udenfor, og giv al tøjet en tur i vaskemaskinen - også det tøj, du eventuelt ikke har nået at få på i ferien. De ting, der ikke kan tåle at komme i vaskemaskinen, skal du lægge i fryseren i to døgn.

Husk at undersøge alle de små rum i tasken. Det, du skal kigge efter, er en lille seksbenet rødbrun tæge på omkring 6 mm. Kroppen er fladtrykt, hvis det er lang tid siden, at den har suget blod.

4. Tjek dig selv

Det er meget forskelligt, hvor meget man reagerer på at blive bidt af væggelus. Men hvis du en dag vågner med insektbid på hænder, arme, hals og fødder, så kan det være væggelus, der i nattens mulm og mørke har kastet sig de kropsdele, du ikke har fået med ind under dynen. Bid fra væggelus viser sig typisk som røde plamager, der kløer og måske hæver op.

5. Få fat på en skadedyrsbekæmper

Hvis du har taget væggelus med hjem fra rejsen, så få fat på en skadedyrsbekæmper. Sørg også for at vaske tøj, løse tæpper, sengetøj og andet, der har ligget i det inficerede rum, eller læg det i fryseren i to døgn. Gå grundigt til værks - hvis bare en enkelt væggelus-hun fyldt med æg har gemt sig i en taske eller på sofaen i stuen, kan du starte forfra.

6. Fortæl det til de andre i opgangen

Hvis du bor i en etage-ejendom, så fortæl de øvrige beboere i opgangen om væggelusene. De små tæger kan nemlig bevæge sig gennem rørføringer, og sprede sig til nabolejligheder. Siger du ikke noget, risikerer du at væggelusene vender hjem, efter du har brugt meget tid og mange penge på at slippe af med dem i din egen lejlighed.

Læs mere om væggelus