Det var i 2007, at djævelen satte et stempel i hans pas, som Hans Jakob Helms udtrykker det i dag. Han følte sig ikke syg, og havde ingen indikationer i retning af, at der var noget galt, da hans læge i forbindelse med et sundhedstjek tog en blodprøve. Den viste tegn på prostatakræft.

Han var godt nok blevet nattetisser, men det samme var stort set alle, han kendte, der havde rundet 50, så det bekymrede ham ikke. Alt fungerede mere end fint dernede, og han havde ikke skænket blodprøven mange tanker, før brevet med indkaldelsen lå i postkassen.

Bogen ’Hold da kræft mand’, der netop er udkommet, er Hans Jakob Helms personlige og meget ærlige fortælling om livet med prostatakræft, og hvordan det påvirkede ham, at få sit liv vendt på hovedet.

»Da jeg sad overfor lægen, fattede jeg jo i virkeligheden ikke rigtigt noget. Jeg var i en meget mærkelig tilstand, og det var som om, det ikke rigtigt var trængt ind. Turen hjem fra hospitalet står til gengæld helt klar. Jeg havde ikke ondt nogen steder og var pludselig i livsfare,« siger Hans Jakob Helms, der med et følte sig fremmedgjort i forhold til sine omgivelser.

Alt var pludselig forandret. Han var en anden, end da han tog hjemmefra. Det var som om, han gik i en klokke af glas. Han var ikke længere som de mennesker, han passerede. Han var ramt af kræft.

Noget af det, Hans Jakob Helms husker bedst fra samtalen med lægen på Frederiksberg Hospital, er planchen med en tegning af et gennemskåret mandligt underliv. Planchen illustrerede blandt andet nerverne rundt om prostata - som skal være intakte for at få rejsning. Var det værst tænkelige tilfældet, og hele hans prostata skulle fjernes, ville de blive skåret over - og så var det endegyldigt slut med den del af livets glæder.

67-årige Hans Jakob Helms klamrede sig til håbet om, at kræften sad et sted, hvor den kunne skæres væk uden at beskadige nervestrengene. Det første han gjorde var at ringe til sin kone. Bagefter prøvede han at få styr på tankerne, for hvad var det lige, der skete?

»Jeg var for en gangs skyld ramt af noget, jeg ikke selv var herre over, og som jeg ikke kunne gøre noget ved. Da jeg fik en diskusprolaps, vidste jeg, at mere bevægelse ville være gavnligt, men her var der noget, der havde taget kontrol over mit liv, og som jeg ikke kunne styre,« siger Hans Jakob Helms.

Han vidste dengang knap nok, hvad prostata var for en størrelse, men det fandt han ud af. Han studerede pjecerne, han havde fået udleveret og gik på internettet, hvor han blev klogere på den lille kirtel, der er af så stor betydning, når det gælder ydeevnen på lagnerne. Og det gjorde ikke frygten for fremtiden mindre.

»Det var i høj grad min identitet som mand, der var på spil. Jeg er godt gift, så det var ikke, fordi jeg skulle i seng med dem, jeg flirtede med. Men jeg har altid godt kunnet lide det spil, den flirt og det glimt i øjet, der opstår mellem mand og kvinde, og det følte jeg ikke, at jeg kunne deltage i mere, hvis jeg reelt ikke længere kunne levere varen. Det ville være som en falsk varebetegnelse,« siger Hans Jakob Helms, der også forudså, at det ville ændre hans relation til andre mænd.

Overvejde at droppe operation

»Det seksuelle fylder en del i samtalen, når mænd er alene, og der følte jeg heller ikke længere, at jeg kunne være med, hvis jeg skulle rende rundt som kastrat. Så jeg følte, at jeg ville falde ud af rollen over for kvinder samtidig med, at jeg ville miste mit image, når jeg var sammen med andre mænd, hvis jeg ikke længere kunne give igen på de lumre bemærkninger,« siger Hans Jakob Helms.

Også forholdet til hans kone optog selvfølgelig tankerne – for hvordan ville det blive. Han overvejede sågar, om de skulle leve i et åbent ægteskab, hvis han ikke længere kunne levere varen.

»Jeg har altid sagt, at hvis du vil have monopol, så har du også forsyningspligt, og det ramte mig nu i nakken,« siger Hans Jakob Helms.

Snart så han håbet forsvinde. For kræften sad overalt i prostata, og det var derfor ikke muligt at lave en lille operation. Det var svært for Hans Jakob Helms at forholde sig til livet efter en operation med så vidtrækkende konsekvenser, så han overvejede at takke nej. Overvejede seriøst, om han hellere ville leve de sidste år med kræft i prostata end at leve som eunuk resten af livet.

»Hvis mine børn havde været voksne, er jeg ikke sikker på, at jeg havde sagt ja til operationen, men i sidste ende følte jeg alligevel, at jeg var for ung og mine børn for små,« siger Hans Jakob Helms, der har tre døtre, der dengang endnu ikke var fyldt 18 år.

Han lagde sig dog ikke uden videre under kniven. Han huskede at have læst, at filmmanden Jørgen Leth var blevet behandlet for prostatakræft med radioaktive korn, som blev placeret direkte i prostata, hvorved han undgik at få nerverne skåret over.

Hans Jakob Helms fandt ud af, at man udførte denne type behandling på Herlev Hospital og bad om at blive overflyttet dertil. Han græd af lettelse, da han blev erklæret egnet til behandlingen. Men lægen forklarede, at Hans Jakob Helms ville miste sin libido og evnen til at ejakulere, fordi kirtlen ville blive strålet ihjel. Men han ville ikke miste evnen til at få rejsning – og dermed heller ikke evnen til at have samleje.

»Jeg kan huske, at jeg var helt spændt op, inden jeg fik svaret. Jeg vidste jo, at hvis jeg ikke var egnet til behandlingen, var der ingen anden vej end kniven,« siger Hans Jakob Helms.

Han var ubeskriveligt lettet ved udsigten til, at han stadig ville kunne få ’den’ op at stå.

Operationen gik godt, men glæden varede ikke ved. Efter ni måneder var der igen tegn på, at kræften havde spredt sig til resten af kroppen.

»Jeg troede jo, operationen var gået godt og så pludselig bang. Det var fandeme slemt. I det øjeblik forsvandt mit håb om helbredelse. For når prostatakræft spreder sig, kan den ikke længere helbredes, men kun holdes i ave.«

Nu handlede det ikke længere om, hvorvidt han kunne få rejsning eller ej, nu handlede det om liv og død.

Lægens ord var ikke til at tage fejl af: »Du har metastaser i knoglerne, og nu må vi gribe mere radikalt ind.«

Der var ingen anden udvej end kastration. Hans Jakob Helms fik forklaret, hvordan behandlingen skulle kortslutte alle hypofysens signaler om fremtidig produktion af mandlige kønshormoner, da kræften dannes med de mandlige kønshormoner, men det betød også en kortslutning af alle signaler til kroppen om seksuel aktivitet.

Hans Jakob Helms bad om at få lov at begynde med det, han kalder ’den lille kur’, som er en mildere form for behandling, der består af tabletter baseret på kvindeligt kønshormon, og i modsætning til operation har den fordel, at man eventuelt kan stoppe behandlingen igen.

Han reagerede positivt på den daglige medicin og kunne samtidig mærke, at hans lyst til sex aftog.

»Jeg kunne simpelthen mærke, hvordan sex blev mere og mere ligegyldigt,« fortæller Hans Jakob Helms, der nu har været i gang med behandlingen i seks år.

Han lægger ikke skjul på, at han har taget for sig af livet. At sex tidligere har været en næsten fortærende drift. Men det fysiske pres, han førhen kunne føle, fordi der ganske enkelt var noget, der skulle ud, stoppede.

Befriende fri for sexlyst

Før han blev syg, var det svært at forestille sig ikke at kunne få afløb for lysten til sex. Men det har vist sig ikke at være et problem. Han har ikke den lyst, han havde tidligere. Dengang var det ikke usædvanligt, at han tænkte på sex flere gange om dagen – og hvor synet af balder og bryster tidligere fik ham til at reagere seksuelt, forholder det sig helt anderledes i dag. Han kan godt se en flot kvindekrop, men han får ikke lyst til at tage tøjet af den. Bryster udløser ikke de samme signaler som tidligere, og det oplever han til sin egen overraskelse som en befrielse:

»Det giver fred, når der er ro i bukserne. Mænd bruger megen energi på at have blikket rettet alle mulige steder, se på damer og på at forestille sig, hvordan det ville være at pakke dem ud, og den form for energi er det slut med,« siger Hans Jakob Helms, der stadig har sex med sin kone, men også har det fint med at lade være.

Han mindes adskillige situationer tidligere, hvor han har været irriteret og småsur, fordi konen blev hængende i sofaen med en bog eller en film, i stedet for at komme i seng sammen med ham. Alle de spil og al den frustration, er han helt befriet for, for det fylder ikke længere. Han forklarer, at det ikke handler om manglende evne til at få rejsning men simpelthen om manglende interesse.

»Verden går ikke under den dag, man ikke længere kan eller ønsker at dyrke sex, og det er værd at huske på. Der er lys for enden af tunnelen,« siger Hans Jakob Helms.

Faktisk føler han, at han har fået frigivet en masse energi, som han kan kanalisere andre steder hen – som f.eks. at stå på en scene og spille revy, at skrive bøger, at læse og at fordybe sig i gode samtaler med sin kone og venner.

Selvfølgelig kan han savne tiden før, men han understreger, at det jo ikke er alt, der er tabt. Der kan stadig opstå en god energi og en flirt, det er blot den fysiske tillægsgevinst, der er gået fløjten.

I dag går Hans Jakob Helms til tjek hvert halve år. For nylig blev der konstateret en stigning i PSA-værdien i hans blod, hvilket indikerer, at kræften er tilbage. Men stigningen er fortsat relativt lav, så indtil videre fortsætter han med den medicin, han allerede tager.