Kastrup Lufthavn den 16. januar 2009: Tårerne står tæt i øjnene på den lille gruppe mennesker foran check-in skranken. De er samlet for at tage afsked med deres søn, ven og bror Tonni Emil Warrer. Han er syg af kræft. Han er opgivet af de danske læger, der ikke har ikke mere behandling at byde på. Men Tonni Emil nægter at dø. Nu er han på vej til Kina i jagten på helbredelse.
På vej op af trappen til transitområdet løfter han sin knyttede hånd.
- Jeg vinder over det, råber Tonni til forsamlingen neden for trappen.
Stemmen ryster, men gejsten er ikke til at tage fejl af. Det er den, der har støttet ham som en krykke igennem et halvt år med kræft.
- Jeg beder til Gud og til min krop. Hver gang jeg kommer ud på toilettet, står jeg med knyttet hånd foran spejlet og tænker 'Yes, yes, yes, you can do it'.
Troen afgørende
For 43-årige Tonni Emil Warrer er troen på helbredelse altafgørende for hans chance for at blive rask. Men I Danmark har han ikke fået lov at tro på miraklet.
Han er blevet mødt af læger med dystre prognoser, dødsdomme og forkerte diagnoser. Men håbet, og troen på at han kan blive rask, har han ingen steder mødt.
- For mindre end en måned siden fik jeg at vide af en læge, at min lever var stået af. Den oplysning havde jeg ikke bedt om. Efterfølgende viste det sig, at det ikke passede.
I løbet af efteråret sagde en anden læge, at jeg nok skulle i behandling for mavekræft. Men der var slet ikke konstateret mavekræft. Lægerne behøver ikke tage sorgerne på forskud. Man har det altså slemt nok i forvejen, siger han .
Tonni har mødt mange læger på sin odyssé gennem det danske behandlingssystem. Men én enkelt har gjort særligt indtryk. Det var den læge, der skulle fortælle om behandlingsmulighederne, kort efter Tonni i sommer fik stillet diagnosen kræft i tolvfingertarmen.
Sygdommen havde spredt sig til fedtforklædet i bughulen og lægen var langt fra optimistisk.
Ingen medfølelse
- Du kan sige nej til kemobehandling, så har du cirka seks måneder tilbage. Eller du kan sige ja, så har du cirka to år. Sådan formulerede hun det lige ud. Der var ingen medfølelse eller empati. Det var rystende. Jeg havde troet, at jeg efter samtalen, ville stå lidt stærkere med en plan for, hvordan vi skulle kæmpe mod sygdommen. Men håbet blev fuldstændigt fjernet. Det er forkert. Lige meget hvor håbløst det ser ud, så må man aldrig tage håbet fra en patient.
Sagen i egen hånd
Han klager ikke over lægernes kompetence, men mener, at de måske godt kunne oplyse lidt mere konstruktivt om f.eks. bivirkninger.
- Rigshospitalet er fyldt med dygtige læger, der vil mig det bedste. Jeg er ikke bitter, men det er nogle gange svært ikke at blive det, når de negligerer nogle ting i sygdomsforløbet.
Men efter et halvt års kemobehandling må jeg bare konstatere, at det ingenting nytter. Hvis jeg vil prøve at redde mit liv, må jeg tage sagen i egen hånd. Men efter et halvt års kemobehandling må jeg bare konstatere, at det ingenting nytter.
Døden ikke en mulighed
For Tonni Emil er døden ikke en mulighed. Han er nødt til at blive rask. Sammen med sin kone Jette har Tonni Emil tre døtre på fem, ni og 13 år.
- Jeg VIL se mine tre skønne piger vokse op.
Behandling i Kina
Efter seks måneders intensiv kemoterapi, ringede Tonni Emil først i januar til Rigshospitalet, for at fortælle lægerne, at han havde besluttet at stoppe kemobehandlingen.
- Jeg kunne have valgt at tage de to sidste serier på seks uger, men derefter havde lægen kun tilbage at sige:
- Kan du i øvrigt have det godt. Godt med hvad? Så jeg har pistolen for panden.
Store forventninger
I stedet har han pakket kufferten, en stor check og håbet om helbredelse og er på vej til det kinesiske kræfthospital FUDA.
- Jeg har store forventninger. Jeg håber på at blive kureret. Hvis det bare var livsforlængende, ville jeg ikke tage af sted.
Efter at have studeret Tonni Emils sygdomsjournal har de kinesiske kræftlæger delvist lovet, at de kan helbrede ham.
I første omgang kan Tonni Emil se frem til en måneds intensiv behandling på kræft hospitalet.
Jette vil være ved hans side hele vejen, imens familien skiftes til at holde hverdagen i Danmark på plads for parrets døtre.
- Min kone er rigtig glad for, at vi skal af sted. Hun kan se, at det bare er blevet værre og værre med mig. Jeg er jo ikke halvdelen af den mand, jeg var sidste år.
B.T. vil følge Tonni Emil Warrers kamp i Kina mod kræften.
