Der findes mange gode råd til, hvordan man bedst slipper af med en forkølelse, især hvis man leder på internettet. Men hvad virker og hvad er noget vrøvl?

Det spørgsmål stiller videnskab.dk i denne uge.

Mirakelkuren findes ikke, det gælder derimod om at forebygge forkølelsen. Forsker fra Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, professor Jan Pravsgaard Christensen, som videnskab.dk har talt med, opstiller en række råd, der i bund og grund handler om, at det er vigtigt at have et sundt liv.

Han opstiller en række råd, som lyder:

  • Sov ordentligt.
  • Spis sundt og alsidigt, så du ikke mangler nogen vitaminer og lignende.
  • Som supplement kan du tage en vitaminpille i vintermånederne, så du er dækket ind, når der ikke er så meget sol.
  • Vask hænder ofte og host/nys altid i et ærme eller lommetørklæde, så du ikke smitter andre.

Rådene er dog kun til forebyggelse. Selvom der ikke findes en decideret kur, så er der stadig nogle ting, du kan gøre for at lindre forkølelsen. Herunder kan du se listen over, hvad der faktisk virker, og hvad der ikke gør.

Te

Te kan virke lindrende. Dog betyder det ikke så meget, hvad der er i teen, det vigtigste er, at det er en varm drik, fortæller Jan Pravsgaard Christensen. En kop te holder dine slimhinder varme og kan i bedste tilfælde korte forkølelsen nogle timer.

Menthol

Menthol giver en lindrende effekt på en tilstoppet næse, øm hals og er desuden lokalbedøvende og kan modvirke hoste. Det har også vist sig, at det i olieform virker bakteriedræbende.

Hvidløg

Der findes svovlholdige stoffer, kaldet ajoene, i hvidløg, som kan hjælpe på forkølelse. Dog findes stoffet ikke i rå hvidløg, men bliver derimod dannet, når hvidløget bliver skadet - altså skåret over eller mast. Stoffet kan også dannes ved opvarmning af hvidløget, men der er så lidt af det gode stof i ét fed hvidløg, at du skal spise helt op mod 50 fed om dagen, hvis du skal opnå en effekt.

Echinacea

Et ekstrakt, som er blevet brugt af indianerne til at behandle forkølelse. Studier har vist, at det har en stimulerende effekt på de hvide blodceller og derfor kan være til gavn for dit immunsystem.

Echinacea-blomsten. Arkivfoto.
Echinacea-blomsten. Arkivfoto.
Vis mere

Zink

Selvom zink er livsnødvendigt for dig, så er det ikke sikkert, at det hjælper på forkølelse. Der findes både studier, der beskriver zinks positive effekt på forkølelse, men der findes også mange, der beskriver hvordan zink ikke er mere effektiv end placeboeffekten. Der findes i dag ikke studier, der har dokumenteret, at zink hjælper på forkølelse, men Jan Pravsgaard Christensen vil ikke udelukke, at det kan virke. Dog har zink ikke nogen synlig effekt på symptomerne.

Antioxidanter

Antioxidanter, som blandt andet C-vitamin, kan være gavnligt på forkølelse, men desværre kun, hvis du ellers er i underskud – og det er de færreste mennesker i vesten. Der er altså ikke nogen grund til at hasteindkøbe C-vitaminer, hvis du mærker forkølelsen komme snigende.

Varme fødder

Det er bevist, at varme fødder kan virke forebyggende på forkølelse. Der er en lille smule større chance for at blive syg, hvis du er kold, siger Jan Pravsgaard Christensen til videnskab.dk. Dit immunforsvar er nemlig mere årvågent, hvis du er varm.