Manipulationer af nakken er farlige, mener engelske læger. Deres canadiske kollegaer er uenige.

Det lyder farligt, når kiropraktoren’knækker’ nakken fra side til side i en såkaldt nakkemanipulation.

Og farligt er lige, hvad det er, mener en gruppe engelske forskere. De har fundet bevis for, at patienterne risikerer at få et slagtilfælde, når kiropraktoren ’knækker’deres nakke.

Selvom risikoen for at få et slagtilfælde på kiropraktorbriksen er meget lille, mener de engelske forskere, at behandlingsformen er ’unødvendig og utilrådelig’ og bør opgives.

I den nyeste udgave af det anerkendte lægetidsskrift British Medical Journal, skriver den engelske læge Neil O'Connell fra Brunel Universitet i England at:
- Manipulation af halshvirvelsøjlen indebærer en lav risiko for slagtilfælde, fordi behandlingen skader den store halspulsåre, skriver BBC.

Ifølge artiklen i BMJ har de engelske forskerne fundet ’bevis for at der en sammenhæng mellem skader på nervebanerne og patienter, der netop havde været udsat for nakkemanipulation.’ O'Connell skriver, at nakkemanipulationer alene kun har en moderat smertelindrende effekt og påpeger at andre forsøg, netop har vist, at manipulation ikke virker bedre end f.eks. motion som smertelindring.

- Risikoen for, at det kan gå katastrofalt galt sammenholdt med fraværet af unikke fordele ved behandlingen fører til den uundgåelige konklusion, at manipulation af nakkehvirvlerne som smertelindring bør opgives, siger O'Connell ifølge BBC.

Men ikke alle er enige. I selvsamme udgave af det britiske lægetidsskrift argumenterer den canadiske professor David Cassidy, fra Torontos Universitet for at nakkemanipulationer ikke bør stryges fra kiropraktornes behandlingskort.

Han finder det nemlig bevist at :
- Manipulationer af nakken er en klar fordel for patienter med smerter, skriver BBC.

De canadiske forskere kan ikke se nogen direkte forbindelse mellem manipulation og slagtilfælde. Men de vil se flere resultater, før de vil pege på de mest sikre og effektive behandlinger.

Foreningen af Britiske Kiropraktorer er træt af forskernes diskussion:
- De tilfældige nedslag, som forskerne laver, gør patienterne nervøse på et spinkelt grundlag og gør intet for at hjælpe, patienter, der lider af nakkesmerter og hovedpine, til at vælge den bedste behandling, siger foreningens talsmand ifølge BBC.