Nyt implantat under huden kan advare dig mod tidlig kræft

Forskere har udviklet et implantat, der kan opdage kræft på et tidligt stadie og skabe et advarselsmodermærke.

Det skriver The Telegraph, ifølge Videnskab.dk.

Implantatet, der ligger under huden, måler hele tiden kroppens niveau af calcium.

Kræft får nemlig calciumniveauet til at stige voldsomt. Når calciumniveauet er for højt, skaber implantatet et modermærke ved at udløse melanin: Et pigment, der farver huden mørk.

Ifølge forskerne fra ETH Zurich kan implantatet afsløre de fire mest udbredte kræftformer, prostata-, lunge-, tyktarm- og brystkræft, på et tidligt udviklingsstadie.

Læs også på Videnskab.dk: For meget D-vitamin er en dræber

Det handler netop om at opdage kræften så tidligt som muligt for at sikre høje overlevelseschancer.

For eksempel overlever næsten alle kvinder, der bliver diagnosticeret med brystkræft i første stadie. I fjerde stadie falder overlevelsesprocenten til bare 22 procent.

»I dag går de fleste folk først til lægen, når tumoren begynder at skabe problemer. På det tidspunkt er det desværre ofte for sent. Tidlig opdagelse øger chancerne for overlevelse markant,« siger Martin Fussenegger, der er professor ved Department of Biosystem Science and Engineering ved ETH Zurich, til The Telegraph.

 

Læs også på Videnskab.dk: Fotokonkurrence viser videnskabens klamme og syrede sider

Han vurderer, at implantatet vil komme på markedet i løbet af de næste 10 år.

Den nye forskning er publiceret i tidsskriftet Science Translational Medicine.

Ifølge tal fra Kræftens Bekæmpelse rammes 17.693 danskere hvert år af de fire mest hyppige kræftformer; prostata-, lunge-, tyktarm- eller brystkræft.

 

Læs mere på Videnskab.dk:

Melatonins effekt på kræft »næsten for god til at være sand«

Ti myter om influenza og forkølelse