Gigtforeningen advarer mod flere websider, der sælger ulovlig gigt-medicin. Som forbruger risikerer du bøder, hvis du ikke er opmærksom.

Hvis du er en af de 700.000 danskere, der lider af gigt, så skal du se dig godt for, hvis du er på udkig efter naturmedicin på nettet, der skal afhjælpe smerterne i led, ryg og muskler.

Sådan lyder advarslen nu fra Gigtforeningen, der oplever, at flere og flere af foreningens medlemmer føler sig snydt af onlinefirmaer, der sælger gigtmedicinen Glukosamin.

»Rigtig mange af vores medlemmer tager kosttilskud med Glukosamin for at forebygge og afhjælpe smerterne. Men i vores rådgivning møder vi medlemmer, der er blevet fristet af et kosttilskud over nettet, og som efterfølgende fortryder, når det går op for dem, at de enten er blevet fanget i en abonnementsfælde eller uforvarende er kommet til at importere ulovlige piller. Det er ofte udenlandske selskaber, der står bag hjemmesiderne, og pillerne bliver sendt ulovligt fra lande uden for EU, f.eks. Singapore eller Schweiz,« forklarer Henriette Thorseng, der er kostvejleder hos Gigtforeningen.

Hun nævner konkret to hjemmesider, som hun ofte støder på i sin rådgivning: Helse Danmark A/S, der opererer fra Singapore på hjemmesider som www.orientalcare.dk og www.glucosamin-online.dk, samt firmaet Finitro Forte Plus, som giver indtryk af at være dansk, men som ikke har markedsføringstilladelse i Danmark og sælges fra Holland.

BT har forsøgt at få kommentarer fra begge firmaer, men det er ikke lykkedes.

Skjuler sig på danske sites

Selvom Glukosamin er tilladt i Danmark og kan fås i håndkøb, så er det ulovligt at importere medicin fra lande uden for EU.

Hvis et produkt skal sælges fra en dansk hjemmeside, skal det godkendes af Lægemiddelstyrelsen, ligesom forhandlerne skal have en godkendelse, men sådanne godkendelser mangler de pågældende firmaer, ligesom de ikke er registreret i Danmark eller et andet EU-land, selvom de optræder på hjemmesider på dansk og har et domænenavn, der slutter med .dk.

Bliver din forsendelse stoppet i tolden, kan Lægemiddelstyrelsen anmelde det til politiet, og i yderste konsekvens kan man som forbruger risikere en bøde for at importere ulovlig medicin.

Tallene fordoblet

»Man skal virkelig se sig for på nettet. Jeg hører ofte fra folk, at de troede, de købte gennem en dansk virksomhed, fordi alting stod på dansk, og så har de pludselig fået et toldbrev fra Skat, fordi de har stoppet forsendelsen,« forklarer Henriette Thorseng.

Sundhedsstyrelsen opsnappede i første halvår af 2011 knap 2.000 pakker med ulovlige lægemidler fra Helse Danmark til private danskere, og i første halvår 2012 var tallet fordoblet.

Tilsvarende viste et rundspørge, som Gigtforeningen foretog på sin hjemmeside i 2011, at 80 procent af de 1.123 respondenter benyttede sig af naturmedicin mod gigt. 20 procent købte medicinen over nettet.

»Præcis hvor stort problemet er, ved vi ikke. Der er et mørketal på området, og det er også derfor, vi nu går ud og advarer mod de her hjemmesider,« siger Henriette Thorseng.

Hvis man som forbruger fortryder sit køb, er det svært at returnere pillerne, for ingen af firmaerne har kontaktinformationer på deres hjemmesider, kun en kontaktformular, som BT begge steder har forsøgt sig på.

BT har talt med Finitro, men vi kunne ikke få kontakt til salgsdirektøren, og Helse Danmarks hjemmeside, orientalcare.dk, er registreret i Singapore på et ugyldigt telefonnummer.