Læger advarer – selv om – børn får daglig motion, så øger mange timer foran tv’et og computeren deres risiko for at få kræft senere i voksenlivet.

Den nye teknologi med computerspil, Facebook, smartphones etc. gør, at flere børn bruger med tid end nogensinde foran en skærm.

Engelske læger frygter, at de lange perioder med inaktivitet øger risikoen for fedme og de mange sundhedsrisici forbundet dermed bl.a. kræft. Det skriver Daily Mirror i dag tirsdag.

Lægerne opfordrer derfor forældre til at begrænse den mængde af tid, som børnene ser tv eller spiller computer til maks. to timer om dagen. Samtidig anbefaler de, at børnene begynder deres medieforbrug så sent som muligt.

Bland dig i debatten på Alt om Børn: "Har jeres børn fjernsyn på værelset?"

Danske børn i alderen 5-16-år bruger i gennemsnit syv timer og tre kvarter på medier om dagen. Det er 23 minutter mere end i 2007, viser TNS Gallups Børne Index 2011.

Eksperter har længe været bekymret over inaktive børn og fedme, og nu har World Cancer Research Fund udsendt en ny advarsel til børn, der går på, at det ikke er nok at være fysisk aktiv, hvis barnet samtidig også er meget stilsiddende foran tv’et eller computeren.

Kate Mendoza, chef for sundhedsinformation siger til Daily Mirror, at nogle børn stadig har sundhedsrisici, selv om de rører sig.

- Børn kan meget vel få masser af fysisk aktivitet i skolen gennem sport, men hvis de bruger en masse tid på at sidde ned derhjemme, kan de udvikle vaner, der kan øge deres risiko for sygdomme som kræft, hjertesygdomme og diabetes i fremtiden.

- Ved at reducere deres stillesiddende tid, vil børnene mindske deres risiko for at blive overvægtige.

Professor Mitch Blair, der arbejder med børns sundhed og sygdomme tilføjer: - Uanset om det er mobiltelefoner, spillekonsoller, tv eller bærbare computere, så betyder de teknologiske fremskridt, at børn udsættes for skærme i større mængder end tidligere. Vi er i stigende grad bekymret for, at dette tilskynder til en mere stillesiddende livsstil, siger han.

Eksperterne anbefaler, at både børn og deres forældre skærer ned på deres medie-forbrug.

Har du spørgsmål omkring opdragelse, trivsel eller andet, der angår dit barn? Så kig med på Alt om Børn.