Tis kan have mange forskellige farver. Se hvilke, og få at vide, hvorfor dit tis har den farve, det har.

Her er en festleg: Se, om du og vennerne kan tisse en regnbue.

Et foto fra et laboratorium ved Tacoma General Hospital i USA afslører, at det kan lade sig gøre. På under en uge lykkedes det laboranten Heather West at samle tis-prøver i alle de farvenuancer, du kan se på billedet. Det skriver Videnskab.dk.

Festlegen kræver godt nok, at du har nogle pænt sløje venner. Nyre-svigt, blærekræft og forbrug af Viagra er bare nogle af de lidelser, der maler urin i smukke farver.

Læs også på Videnskab.dk: Hvorfor er tis gult?

Som en service til, hvem du skal feste med over sommeren, bringer vi – i samarbejde med Videnskab.dk - her en liste over lidelser og medikamenter, der giver farvet urin. Så gælder det bare om at finde en ven, der matcher kriterierne:

• Mørkebrun: Kan tyde på leverkræft. Når leveren ikke kan bearbejde det gulorange galdefarvestof billirubin, bliver urinen mørkorange til direkte mørkebrunt.

• Rød: Blod er den mest almindelige årsag til, at tis er rødt. Blærekræft, infektioner eller nyresten kan alle forårsage rød urin - der bør udløse et besøg hos lægen.

• Lyserød: Man kan diskutere, om det er en lidelse at spise rødbeder. Men sikkert er det, at en go’ rødbedesalat farver urinen lyserød dagen derpå.

• Orange: Antibiotika giver tit urinen et orange skær. Det samme kan ske, hvis du spiser sygeligt mange gulerødder.

Læs også på Videnskab.dk: Er urinstøv farligt?

• Gul: Den kender de fleste nok. Jo mindre vand, du drikker, desto mere gul bliver tissetåren. Det skyldes, at kroppen skal af med nogle farvestoffer, der opstår, når røde blodlegemer bliver nedbrudt i leveren, milten eller knoglemarven. Jo mindre væske farvestofferne er opløst i, desto mere gul er urinen.

• Farveløs: Jo mere væske, du indtager, desto mindre gul bliver urinen. Til sidst bliver det gule skær nærmest usynligt.

• ’Grynet’: Den gule, grynede urin på billedet er forårsaget af en infektion.

• Grøn: I sjældne tilfælde kan en urinvejsinfektion farve dit tis grønt. Ellers er grøn urin som regel forårsaget af de samme årsager som blå urin.

• Blå: Den mest sjældne urin-farve af dem alle! Så har du den, er det tid til at ændre profil-billedet på Facebook, så de flasher bedrifterne i WC-kummen. Som regel skyldes den, at du tager en særlig form for medicin. For eksempel Viagra eller det smertestillende middel, der slog Michael Jackson ihjel – Propofol.

• Lilla: Kan skyldes nyre-svigt. Det er nyrerne, der renser blodet, og når de ikke virker, skifter tisset farve.

• Sort: Nyresvigt, hvor der er kommet meget blod i urinen, skriver Videnskab.dk.