Rudersdal Kommune er klar med et nyt tiltag, der skal forbedre livskvaliteten for borgere, der lider af inkontinens.
Tiltaget omfatter en testperiode, hvor borgeren tilbydes at anvende en intelligent ble, som er udstyret med en chip, der kan indsamle informationer om borgerens toiletmønster.
Dermed kan den hjælpe kommunens plejepersonale med at finde frem til den optimale behandling og finde den bedst passende voksenble, der hverken er for stor eller lille.
Det skriver lokalavisen.dk.
- På inkontinensområdet vil vi gerne iværksætte en øget indsats i forhold til udredning, mulighed for træning, og afhjælpning af inkontinensen - og give det mest korrekte hjælpemiddel. Det er her, at de her intelligente bleer kommer ind i billedet. Når man bærer bleen, så registrerer den mængden af urin eller afføring og tidspunktet for udskillelsen, forklarer pleje- og aktivitetschef i Rudersdal Kommune, Tina Solveig Koch.
Ifølge lokalavisen.dk forventer kommunen samtidig at spare 200.000 kroner årligt på det nye tiltag.
Tiltaget rummer også en kontinensklinik, der åbner 21. oktober 2014, hvor borgerne kan møde en specialuddannet sygeplejerske, som i samspil med borgeren udreder problemerne med inkontinens og sammen med lægen finder årsagen til den.
Borgeren får herefter hjælp til ændrede toiletvaner, træning og korrekt voksenble.