På mandag lander et nyt lægemiddel mod forhøjet kolesterol på apotekshylderne i Danmark. Lægemidlet Repatha mødes med store forventninger af de eksperter, BT har talt med, for det biologiske lægemiddel kan noget, som de eksisterende produkter på markedet ikke kan.

For det første kan det sænke kolesterolniveauet betydeligt hos de patienter, der er arveligt disponerede for forhøjet kolesterol. For det andet kan det sænke kolesterolniveauet hos de patienter, der endnu ikke har oplevet en tilstrækkelig effekt med de eksisterende produkter. Og for det tredje kan produktet gives til de patienter, som oplever voldsomme bivirkninger ved statiner. Det være sig muskelsmerter eller sågar muskelbetændelse.

Eneste men er prisen. Det vurderes, at behandlingen med Repatha i første omgang kommer til at ligge i størrelsesordenen 50.000-80.000 kroner om året per patient.

Revolution

Børge Nordestgaard er klinisk professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev og Gentofte Hospital. Han kalder Repatha en revolution, fordi lægemidlet har vist sig at være enormt effektivt til at sænke kolesterol. Hvis patienten samtidig bliver behandlet med statiner, kan det nye lægemiddel sænke kolesterolindholdet i blodet med yderligere 50 procent, forklarer han.

»Hvis de, der har et rigtig højt kolesterolniveau, får statiner og Repatha sammen, kan man selv hos dem eliminere hjertesygdomme, og det er fantastisk, synes jeg. Vi har en arvelig sygdom, som slår flest mennesker ihjel, og hvis de kan slippe for det, er det da fantastisk,« siger han. Derudover har der heller ikke vist sig særlige bivirkninger forbundet med produktet, påpeger han.

Færre vil dø

Børge Nordestgaard bakkes op af professor, dr. med. Gorm Boje Jensen, der arbejder på Østerbro-undersøgelsen på Frederiksberg Hospital. Gorm Boje Jensen tilføjer, at lægemidlet vil have en positiv virkning på forekomsten af hjerteanfald og dermed også dødeligheden, da forekomsten af hjerteanfald er direkte proportional med kroppens kolesterolniveau.

»Den nye medicin kan sænke kolesterol overordentlig meget. Man skal stadig bruge statiner så meget som muligt, men hvis det ikke er nok, så kan det nye lægemiddel være effektivt,« siger han.

Snæver målgruppe

Repatha er det første biologiske lægemiddel mod forhøjet kolesterol, som til forskel fra eksisterende produkter på markedet ikke kan tages i tabletform. I stedet skal patienten selv indsprøjte medicinen med en pen. Det skyldes, at lægemidlet er et antistof, der forstærker naturens egen måde at virke på.

Fordi det nye lægemiddel er biologisk, skal patienten indsprøjte lægemidlet med en pen én gang hver 14. dag.
Fordi det nye lægemiddel er biologisk, skal patienten indsprøjte lægemidlet med en pen én gang hver 14. dag. Foto: Amgen
Vis mere

Det anslås, at omkring 600.000 danskere får kolesterolsænkende medicin, også kaldet statiner. I første omgang skal Repatha dog kun gives til patienter, der ikke kan klare sig med statiner.

Repatha er udviklet af den verdensomspændende medicinalvirksomhed Amgen og har ifølge selskabets danske landedirektør Mads Tang Dalsgaard taget 10 år at udvikle.

Han forklarer, at produktets pris skal ses i forhold til, at der har været store omkostninger forbundet med at udvikle produktet, som også er dyrt at producere. Desuden skal produktets pris ses i forhold til, hvor stor en effekt det har, fortæller han og tilføjer, at produktet er med til at give patienter bedre livskvalitet, samtidig med at man undgår indlæggelser, genindlæggelser og langtidssygemeldinger.

Til trods for at lægemidlet på grund af prisen i første omgang har en smal målgruppe, er der ikke desto mindre grobund for, at lægemidlet på sigt kan få en bredere målgruppe, vurderer overlæge Børge Nordestgaard: »Hvis det kostede det samme som statiner, kunne det principielt gives til alle, der får statiner. Den samlede målgruppe på lang sigt er jo stor, men lige nu er målgruppen på grund af prisen kun dem, der ikke kan klare sig med statiner,« siger han.