Ny dansk forskning viser, at jo yngre du ser ud, desto længere lever du.

Dit udseende er med til at afsløre, hvor lang din levetid bliver. Det er konklusionen fra et dansk forskerhold med professor Kaare Christensen i spidsen. Kaare Christensen er professor i epidemiologi ved Syddansk Universitet og sågar leder af 'Dansk Center for Aldringsforskning'.

Undersøgelsen er foregået over de seneste syv år og inkluderer 1826 tvillinger mellem 70 og 99 år. Ifølge Kaare Christensen er der en særlig grund til, at studiet er bygget op om tvillinger.

- Tvillinger er særlig egnet til denne type forsøg, for med enæggede tvillinger har man det samme individ to gange. Når udviklingen så går to veje for to personer med de samme gener, så giver det en større mulighed for at finde frem til den korrekte årsag, hvorfor den ene tvilling ser ældre ud end den anden, siger Kaare Christensen.

Studiet blev til dels udført ved at tre forskellige grupper fik udleveret billeder af de mange tvillinger, og ud fra dem skulle anslå, hvor gamle de hver især var. Den første gruppe var en ekspertgruppe af sygeplejesker, den anden gruppe bestod af ældre kvinder, som selv nærmede sig testalderen, og den sidste gruppe bestod udelukkende af mandlige lærerstuderende. Alle skulle vurdere alderen for hver enkelt testperson ud fra udseendet, og ofte blev folk anslået til at være meget ældre i forhold til deres rigtige alder. 

- Der er et sammenfald mellem testpersonernes udseende og dødelighed. Flere af dem, der så ældre ud, døde ofte før deres tvilling.Kort og godt så kan man opsummere, at det er farligere at se et år ældre ud end at være et år ældre, siger Kaare Christensen.