Sommeren er langt om længe på vej. Og så er der ikke meget, der er bedre, end at køle sig ned med en dejlig is.

Men pas på. Du risikerer, at din softice eller vaffel med tre kugler er en bakteriebombe. Is er nemlig et højrisikoprodukt for bakterier, fordi de trives godt i mælkeproduker. Dårlig hygiejne i iskiosken kan føre til sygdomsfremkaldende bakterier så som tarmbakterier, der kan give dig både opkast og diarré.

Hjemmesiden Godt.no opstiller med hjælp fra det norske madtilsyn et par gode råd, som kan hjælpe dig med at undgå bakterierne, når du har lyst til en forfriskende is.

Fire gode råd mod bakterier i is:

1. Det er en god idé at købe din softice et sted, hvor der er god gang i butikken. Når isen i softicemaskinen bliver udskiftet hyppigt, mindsker det risikoen for bakterier.

2. Læg mærke til om der er rent og pænt i iskiosken, før du køber. God håndhygiejne hos personalet er et must. Det er også vigtigt, at de redskaber, der er i kontakt med isen holdes rene.

3. Vær ekstra opmærksom på hygiejnen, hvis det er selvbetjening i isforretningen. Kan kunderne eksempelvis selv forsyne sig topping, er risikoen for bakterier større.

4. Når du køber iskugler, skal du være opmærksom på, at de ansatte ikke stikker fingrene i det vand, hvor de opbevarer kugleisskeen. Vandet bør også være iskoldt for at undgå bakterier.