Fedt på hofter og lår kan beskytte mod hjerte-kar-sygdomme

Beyoncé har det. Shakira har det. Og Jennifer Lopez har det også. Alle tre kendte sangerinder og skuespillere er kendt for at have fyldige numser, og det kan rent faktisk være sundt for deres helbred.

De kvindelige former har i den seneste uge været heftigt debatteret, efter at den norske fodboldspiller Lars-Kristian Eriksen udtalte, at Beyoncé har en enorm numse og vejer 15 kg for meget.

Mens fedt der sidder på maven er forbundet med større risiko for alvorlige sygdomme, så kan fedtet på numsen faktisk gavne dit helbred.

- Fedtet på hofte og lår er det gode fedt. Faktisk tyder det på, at fedtet her producer gavnlige hormonlignende stoffer, der kan beskytte mod hjertesygdomme, siger professor og forskningsleder ved Institut for Sygdomsforebyggelse, Berit Heitmann.

Allan Flyvbjerg, der er professor ved Århus Universitetshospital og formand i Diabetesforeningen, bakker hende op.

- Rent sundhedsmæssigt er den perfekte kvindeform: en stor numse, smal talje og små bryster. Fedt på numsen er det gode fedt, der kan beskytte mod en lang række sygdomme.