Influenza-sæsonen står for døren, og mange af os frygter at blive ramt af den meget omtalte influenza A. Men frygt ikke: Risikoen for, at du bliver ramt, er minimal. Faktisk er langt de fleste af de test, der bliver taget for sygdommen, negative.
I Norge viser tal fra Folkehelseinstituttet, at hele 95 procent af alle test for influenza A er negative. Kun 135 ud af 2533 laboratorietest var positive, skriver Dagbladet.no.
Steffen Glismann, overlæge på Statens Serum Institut, kender ikke de præcise tal for Danmark, men han mener, at billedet er nogenlunde det samme i Danmark:
- Vores tal svarer nok meget godt til de norske. Det er ikke en høj procent af smittede, vi ser her i landet. Det er det ikke, siger han.
- Det fortæller os, at influenza A ikke er vidt udbredt. Det er ikke en sygdom, der ruller hen over landet, som en tsunami. Det kan også være et udtryk for, at der bliver taget for mange prøver, siger Steffen Glismann og udtrykker bekymring for, at mange måske tager tamiflu helt uden grund. Han påpeger også, at det kan være en unødvendig økonomisk udgift for samfundet med de mange test.
Skulle du gå hen og får feber og snue i løbet af efterårs- og vintermånederne, er der ifølge Glismann heller ingen grund til panik:
- Hvis du normalt er sund og rask og ikke tilhører risikogruppen og ingen i din husstand tilhører risikogruppen, så skal du ikke foretage dig andet end at gå hjem og lægge dig i din seng.






















