Seks ud af ti danskere tager kosttilskud, men de færreste har i virkeligheden brug for det. Faktisk kan et for højt indtag være farligt, siger overlæge.

Fiskeolie, hvidløgskapsler, calcium. Piller, kapsler, pulver og mikstur.

Danskerne er storforbrugere af kosttilskud. Faktisk tager seks ud af ti danskere et kosttilskud, viser en analyse fra DTU Fødevareinstituttet fra 2016.

Men for langt de fleste, er det spild af penge, siger Anja Pia Biltoft-Jensen, seniorforsker på DTU Fødevareinstituttet.

»Hvis man spiser en almindelig sund og varieret kost, er det unødvendigt at tage kosttilskud,« siger hun.

Det samme mener overlæge Christian Gluud, som er leder af Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet.

»Der er ikke noget, der tyder på, at du bliver sundere eller lever længere af at tage et kosttilskud. Tommelfingerreglen er: Lad være, med mindre du spiser meget ensidig kost eller har fået at vide af din læge, at du mangler vitaminer eller mineraler,« siger han.

I Danmark er der ingen anbefaling om, at den almindelige befolkning skal tage kosttilskud, fordi ni ud af ti danskere får nok vitaminer og mineraler gennem maden.

Derfor er der ingen grund til at bruge penge på kosttilskud, så længe du spiser brød og gryn, kød og fjerkræ, frugt og grønt, mælk og ost og fisk.

Et kosttilskud kan aldrig erstatte sund kost og bringe dig på den "sikre side", mener Anja Pia Biltoft-Jensen.

»Det er aldrig bevist, at kosttilskud fremmer sundheden eller forebygger sygdomme. Men det er dokumenteret at sund kost med frugt, grønt, fuldkorn og fisk forebygger diverse livsstilssygdomme,« siger hun.

»Så hvis man vil være på den sikre side, skulle man hellere tage et ekstra stykke frugt eller grønt,« siger hun.

Christian Gluud har gennemgået forskningen på området. Hans studier konkluderer, at meget høje indtag af A-vitamin, E-vitamin, og betacaroten kan give højere dødelighed.

»Det ser ud til, at disse kosttilskud kan accelerere hjerte-kar-sygdomme og kræftsygdomme,« siger han.

Derfor skal man ikke tage disse kosttilskud, med mindre man har fået besked på det af sin læge, siger Christian Gluud.

Når det er sagt, kan nogle personer have brug for kosttilskud. Ifølge DTU indtager 34 procent af de voksne med meget høj sandsynlighed for lidt D-vitamin fra kosten.

De fleste får dækket deres behov for D-vitamin af solens stråler om sommeren.

Hvis man går tildækket og ikke får særlig meget sollys, kan et tilskud af D-vitamin derfor være en god idé. Det gælder også børn.

»Spæd- og småbørn skal have D-vitamin fra de er to uger til to år gamle. Børn med mørk hud, eller børn der går tildækket om sommeren skal tage D-vitamin-tilskud gennem hele barndommen,« siger Anja Pia Biltoft-Jensen.

Det anbefales også, at personer over 70 år og plejehjemsbeboere tager D-vitamin og calcium.

/ritzau/FOKUS