Danske babyer får flere hormonforstyrrende stoffer sammenlignet med finske babyer, når de bliver ammet, viser en ny undersøgelse.

Testikelkræft og lav sædkvalitet. Det er resultatet af, at der er alt for mange hormonforstyrende stoffer i danske kvinders brystmælk.

Når en dansk drengebaby ammer hos sin mor, får han ikke kun sund og nærende mælk. Højst sandsynligt får han også en lang række sundhedsskadelige stoffer, som risikerer at gøre ham syg senere i livet.

Danske kvinders brystmælk indeholder nemlig et meget højere indhold af hormonforstyrrende stoffer end for eksemple finske kvinders mælk.

Det skriver Videnskab.dk

Der er tale om svært nedbrydelige stoffer som dioxiner, PCB, pesticider og flammehæmmere. 

Det viser en undersøgelse, som danske forskere fra DTU og Rigshospitalet har stået i spidsen for. Her har de undersøgt indholdet af hele 121 forskellige hormonforstyrrende stoffer i brystmælk fra 36 danske og 32 finske kvinder.

- Alene ved at se på brystmælkens indhold af hormonforstyrrende stoffer kan vi nu forudsige, hvilken nationalitet den ammende kvinde har. Generelt har danske kvinder højere koncentrationer af hormonforstyrrende stoffer end de finske. For enkelte stoffer er koncentrationen endda meget højere hos danske kvinder, siger professor Niels E. Skakkebæk fra Afdeling for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet.

Det er ikke det endelige bevis på, at det er forurening med hormonforstyrrende stoffer i fostertilstanden, der fremkalder testikelkræft og forstyrrelser og misdannelser af mandlige kønsorganer, men det forstærker mistanken om, at de kan bidrage til problemet. Men vi kan ikke udelukke, at der også er andre stoffer, som vi ikke har målt på, der spiller en rolle. Der kan også være livsstilsfaktorer, som vi ikke har taget højde for, siger Niels E. Skakkebæk til videnskab.dk.

Han under i samme åndedrag, at den nye viden om, at dansk brystmælk indeholder mange hormonforstyrrende stoffer i højere koncentration i forhold til finsk brystmælk, absolut ikke må få danske kvinder til at holde op med at amme deres børn. For de gavnlige effekter af at amme børn vil til fulde opveje de negative konsekvenser, som de hormonforstyrrende stoffer kan få.

- Man må ikke glemme, at amningen forbedrer babyernes immunforsvar, stimulerer deres vækst og udvikling og giver sociale kompetencer, understreger Niels E. Skakkebæk.