Har du oplevet alvorlige bivirkninger ved Ibuprofen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Ibuprofen er et ganske almindeligt smertestillende præparat, som findes i en lang række smertestillende håndkøbsmedicin. Men ifølge en dansk professor i medicin burde det slet ikke være tilladt at kunne købe ibuprofen i håndkøb. Det kan nemlig udløse hjertestop.

For hvis du får hovedpine og tager et par piller med ibuprofen, så er risikoen for et hjertestop 31 procent højere, end hvis du ikke havde taget pillerne.

Det er en ny dansk undersøgelse, der viser sammenhængen mellem ibuprofen og hjertestop.

Undersøgelsen, som er baseret på 28.947 danske hjertestop-patienter fra 2001 til 2010, er offentliggjort på hjemmesiden hos den europæiske pendant til Hjerteforeningen, European Society of Cardiology.

Gunnar H. Gislasson, som er professor på Institut for klinisk Medicin på Gentofte Sygehus, er en af forfatterne bag undersøgelsen, og han mener ikke, at det bør være tilladt at købe ibuprofen i håndkøb.

»At sælge disse præparater uden recept, vejledning eller anbefaling sender et signal til omverdenen om, at de er ufarlige,« siger Gunnar H. Gislasson til hjemmesiden.

Men det viser undersøgelsen, at de ikke er. Der er derfor ingen tvivl om, at man bør overveje, om man fremover bør sælge ibuprofen på samme måde, som man gør i dag, mener professoren.

»Jeg synes ikke, at disse præparater bør sælges i supermarkeder og på tankstationer, hvor der ikke er professionel rådgivning om, hvordan man skal bruge dem,« siger Gunnar H. Gislasson.

Præparaterne bør ifølge ham derfor kun sælges på apoteker og i små doser.

Anbefalingen fra Gunnar H. Gislasson er, at man ikke tager mere end 1.200 mg. ibuprofen dagligt, men at man skal være særligt opmærksom på brugen, hvis man lider af en hjertekarsygdom.