Over for Søndagsavisen bekræfter Statens Serum Institut, at Danmark er ramt af influenza. Selvom det endnu er for tidligt at konkludere, om vi kan se frem til en decideret epidemi, tager landets sygehuse ingen chancer.

Derfor kan personer, som indlægges med med influenza se frem til at blive isoleret, ligesom det sundhedsfaglige personale på sygehusene vil tage ekstra forholdsregler for ikke at sprede sygdommen til andre patienter.

Indtil videre er der 80 registrerede tilfælde af influenza A i landet, hvilket er den mest normale og udbredte influenza-type.

Dertil er der også registreret 35 tilfælde af influenza B, som ofte vil være mindre alvorlig.

Forventes at ramme børn hårdest

Overlæge og afdelingsleder ved Statens Serum Institut, Tyra Grove Krause, fortæller til Søndagsavisen, at der er tale om en type influenza-virus, som florede i 40'erne og 50'erne.

Af samme årsag regner hun med, at mange ældre med stor sandsynlighed vil kunne gå relativt fri for de allerværste symptomer, da de kan have en vis immunitet.

Hun bemærker dog, at antallet af smittede forventes at stige alligevel, og at det høj grad er børn og unge mennesker, som vil blive ramt.

Danmark rammes sædvanligvis af en influenza-epidemi hvert femte år, der inficerer op mod en femtedel af alle landets indbyggere.