Brug af TV og computer har den konsekvens, at teenagere bruger mere tid på at falde i søvn og samtidig sover for lidt. Dette er bekræftet af tidligere studier.

Men et nyt norsk studie tager skridtet videre og undersøger virkningen af flere typer skærmudstyr end blot TV og computer. I undersøgelsen har forskerne nemlig også kigget på spillekonsoller, tablets, mobiltelefoner og mp3-afspillere.

Alle disse apparater bekræfter den negative effekt på tiden, man bruger på at falde i søvn, og på søvnlængden. Ekstra skidt er det for nattesøvnen, hvis de unge bruger flere skærme på en gang, for eksempel tablet og TV, skriver forskning.no ifølge Videnskab.dk.

Det nye studie er publiceret i British Medical Journal.

Se tabel over de værste apparater for din søvn på Videnskab.dk.

Men derudover viser der sig nogle nye, mere usikre mønstre: De, der bruger skærmene til at kommunikere ved enten chat eller mails, oplever formentlig de største søvnproblemer.

»Selvom vi har studeret virkningen af forskellige apparater, må vi være forsigtige med at tolke for detaljeret,« advarer Mari Hysing, forsker ved Regionalt kunnskapssenter for børn og unge i Uni Research Helse, Bergen.

Forskerne har foretaget studiet i samarbejde med Folkesundhedsinstituttet og Universitetet i Bergen.

»Social internetbrug kan formodes at have en særlig negativ effekt, fordi det kan være en mere aktiv brug af elektronik, og på den måde giver det en øget vågenhed,« siger Mari Hysing til forskning.no.

Desuden får de unge mindre kontrol over brugen, når andre tager initiativet til kontakt via de sociale medier, mener hun.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor bliver man træt efter en orgasme?

Studiet bygger på spørgeskemaer, som blev besvaret af 10.000 unge i Hordaland i foråret 2012. Mari Hysing og kollegaerne har tidligere brugt samme materiale til en mere almen kortlægning af teenageres søvnvaner i 2013.

De unge blev spurgt om, hvilken slags udstyr de brugte i soveværelset den sidste time, før de lagde sig til at sove. De blev også spurgt om, hvor lang tid de brugte foran skærmen i løbet af hele dagen, ikke blot omkring sengetid.

Det sidste spørgsmål handlede mindre om udstyr, men mere om typen af aktivitet. For eksempel blev de unge spurgt om, hvor meget de chattede og tjekkede mails, uafhængigt af om dette fandt sted på computer, tablet eller mobil.

Computer topper på listen over 'fy-udstyr' omkring sengetid, mens computerspil ligger på bunden af listen for problemer med at falde i søvn og midt på listen for søvnmangel. Dette kan tyde på, at det er anden computerbrug, som skaber problemer.

»Vi ser, at computeren bliver brugt meget i soveværelset. Bærbare computere bruges både i stedet for TV til at se film, til at chatte og til anden social internetbrug,« bekræfter Mari Hysing.

Mobilbrug ved sengetid er nummer to på listen over problemer med at falde i søvn. Tablets er mærkeligt nok nederst på denne liste og næstnederst for søvnmangel.

 

Andre artikler på Videnskab.dk:

Computere i sengen giver søvnproblemer

Mangel på søvn ødelægger teenage-hjerner

Hvor længe kan man holde sig vågen?