Lider du af ubehandlet lavt stofskifte? Så er du farlig for dine medtrafikanter, viser en ny undersøgelse. Hvis ikke man får medicin for sin sygdom, så har man reaktionsevner på linje med bilister, der har drukket alkohol, påviser forskerne.

- Bilisterne var lige så dårlige til at bremse, som folk, der var alkoholpåvirkede, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Kenneth B. Ain, om det konkrete studie.

Lavt stofskifte opstår, når skjoldbruskkirtlen ikke producerer nok stofskiftehormon. Stofskiftet er med til at regulere vores helbred, kalorieforbrænding, og aldringsproces. Derfor er symptomerne både mange og forskellige. Det kan for eksempel være koncentrationsbesvær væskeophobning i kroppen eller træthed. Omkring 300.000 danskere har lavt stofskifte, viser en befolkningsundersøgelse fra Region Sjælland.

Læs også: læger overser snigende sygdom

Undersøgelsen sætter fokus på nødvendigheden af at diagnosticere de mange ikke opdagede tilfælde af lavt stofskifte i Danmark. Det mener journalist og forfatter til bogen 'Få livet tilbage – en bog om lavt stofskifte' Helle Sydendal:

- Der er ingen tvivl om, at mennesker, der er ramt af lavt stofskifte fungerer rigtigt dårlig i hverdagen, hvis de ikke får det rette medicin. Netop mangel på koncentrationsevne og evnen til at være til stede i nuet er noget af det, de fleste patienter klager over, før de er velbehandlede, siger hun.

Test dig selv - har du lavt stofskifte?

- Det er utrolig vigtigt, at vi får øget lægernes kendskab til sygdommen lavt stofskifte, så de bliver i stand til at genkende symptomerne og diagnosticere så tidligt som overhovedet muligt. Naturligvis både for trafiksikkerhedens skyld, men så sandelig også for, at de syge kan få en behandling, der giver dem en god livskvalitet, siger Helle Sydendal.