Inflammation i kroppen giver to til tre gange øget risiko for depression. Det viser et omfattende dansk studie, der involverer 73.000 danskere. Det skriver Videnskab.dk.

Betændelse, der på grund af sygdom eller usund levevis gemmer sig et sted i dit indre, skader ikke kun den fysiske krop. Det kan tilsyneladende også påvirke din sindstilstand ved at udløse en depression. Er betændelsesproteinet 'CRP' forhøjet, er risikoen for at få en depression således to til tre gange større. Det viser et nyt omfattende studie af en dansk forskergruppe bestående af forskere fra Herlev Hospital og Københavns Universitet.

- Risikoen for inflammation stiger ved usund levevis, overvægt og kroniske sygdomme. Vores budskab til befolkningen er, at man skal undgå at komme i en situation, hvor man har en forhøjet mængde betændelsesprotein i kroppen, siger lederen af forskningsprojektet Børge Nordestgaard, der er professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev Hospital.

Resultaterne, der netop er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Archives of General Psychiatry, er opnået efter at have adspurgt og analyseret informationer om i alt 73.000 danskeres liv.

Forskerne har kortlagt, hvor mange deltagere, der har haft en skjult betændelsestilstand i kroppen ved hjælp af blodprøver fra de to befolkningsstudier 'Herlev-Østerbro-undersøgelsen' og 'Østerbro-undersøgelsen'. Via blodprøverne har man målt deltagernes niveauer af CPR helt tilbage til 1991.

Derudover har forskerne dykket ned i de danske personregistre for at følge alle deltagernes køb af antidepressiv medicin på apoteket. Registrene har også givet forskerne adgang til oplysninger om, hvorvidt deltagerne på noget tidspunkt i perioden har været indlagt på hospitalet på grund af depression.

Større indblik i depression

Da forskerne efterfølgende sammenholdt, hvem der havde betændelse mod hvem, der var ramt af depression, var der et tydeligt sammenfald.

Personer med CPR-niveauer over 3 mg/liter udgjorde omtrent 21 procent af deltagerne. De havde en større tendens til at få en kraftig stressreaktion, et øget brug af antidepressiv medicin samt flere indlæggelser på grund af depression, end deltagere med lave CPR-niveauer under 1 mg/l.

- Vores opdagelse giver os mere viden om depression. Det viser, at der er et samspil mellem vores krop og vores sind, og at sygdom i det ene system kan skabe ubalance i det andet. Og det er egentlig ikke så mærkeligt, hvis man tænker sig om. Det giver sådan set god mening, siger Børge Nordestgaard og henviser til, at det er velkendt, at overvægtige mennesker, der på grund af de for mange kilo ikke fungerer optimalt fysisk, har et højt CRP-niveau.

Mekanismen er stadig ukendt

At der er en sammenhæng mellem depression og inflammation er altså tydelig nok, men den bagvedliggende mekanisme ligger stadig hen i det dunkle. Ifølge læge Marie Kim Wium-Andersen, der har deltaget i studiet som et led i sit ph.d.-projekt ved Københavns Universitet, ser det ud til, at betændelsesmolekylerne påvirker nogle af de signalstoffer og receptorer i hjernen, der bestemmer vores sindstilstand og regulerer vores humør.

- Vi kan ikke dokumentere det endegyldigt, siger hun og understreger, at det i princippet godt kunne være omvendt –altså at det er depressionen, der udløser en betændelse. En tredje mulighed kan være, at det er en grundlæggende sygdom i kroppen, der udløser betændelse og depression.

- Hvad der er den bagvedliggende årsag må man undersøge nærmere i kommende studier. Det eneste, vi med sikkerhed kan sige er, at der er en sammenhæng mellem de to tilstande. At forstå sygdommens biologiske årsag er et af de vigtigste skridt mod effektivt at kunne forebygge og behandle tilstanden, siger Marie Kim Wium-Andersen. Betændelse i hjertet kan udløse depression

Professor i psykiatri Poul Videbech fra Aarhus Universitetshospital finder de nye resultater særdeles interessante.

- Det er et virkelig hot emne. Flere studier fra mange forskergrupper rundt i verden antyder, at betændelse er koblet til depression. Betændelsen påvirker øjensynligt dannelsen af signalstoffet serotonin i hjernen – et signalstof, der styrer vores humør, fortæller Poul Videbech.

Ved autoimmune sygdomme, som f.eks. leddegigt, forekommer depression langt hyppigere, end man umiddelbart skulle tro. Det kunne ifølge Poul Videbech indikere, at der er en sammenhæng.

Hans egen forskergruppe er interesseret i at undersøge sammenhæng mellem depression og hjertesygdomme. Man har længe vidst, at depression og hjertesygdom hænger sammen, og studier tyder på, at betændelse i hjertet spiller en rolle. Det kan være et missing link.

- Det er dødintereressant, om vi kan dæmpe betændelse ved hjælp af de antidepressive midler kaldet SSRI. Det kan være, at gigtmedicin, som dæmper betændelse, kan have en antidepressiv effekt. Hvis man giver det sammen med antidepressiv medicin, så ser begge dele ud til at virke bedre. Betændelse er ekstrem interessant, både hvad angår hjertesygdomme og psykiske sygdomme, slutter han.

Læs også på Videnskab.dk:

Betændelse kan bekæmpe kræft   

Betændelse bag mystiske dødsfald   

Mindfulness hjælper mod angst og depression