Er du typen, der tænker for meget over tingene? Især de negative ting i dit liv? Så skal du følge med her.
Det er nemlig ikke specielt sundt for dit mentale helbred, at dette fylder meget i dit liv.
Ifølge forfatteren Amy Morin, der har skrevet selvhjælpsbogen '13 ting mentalt stærke IKKE gør', så er der to veje ens tanker kan gå - i en negativ retning. Det kan være, at man dvæler ved fortiden, er pessimistisk eller har katastrofetanker omkring fremtiden. Det skriver hun i inc.com.
Men hvordan bryder man så det dårlige mønster? Mediet kommer med seks muligheder.
1. Vær opmærksom på dine tanker
Måske er man slet ikke bevidst om sine destruktive og negative tanker. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på netop det. Først dér kan man sige til sig selv, at disse tanker er kontraproduktive.
2. Vær produktiv
Det er ikke godt, hvis man dvæler for meget ved fortiden. I stedet for at fokusere på de ting, man ikke kan ændre, så skal man tage kontrol og fokusere på, hvad man kan gøre. Det kan være med til at skabe en positiv attitude, lyder det.
3. Udfordre dine tanker
Det kan ifølge Amy Morin være svært at anskue en situation objektivt, hvis man har mange negative tanker.
Så man skal acceptere, at man måske er for negativ i den pågældende situation. Og så skal man rationalisere sine tanker. Passer ens vurdering af den pågældende situation eller er det ens negative tankesæt, der har taget over?
4. Reflekter over dine dage
Det er ok at tænke over sin dag. Man skal bare ikke overtænke den. Det, man kan gøre, er, at afsætte lidt tid hver dag til at reflektere og evaluere sin dag. Det er helt lovligt.
Amy Morin foreslår, at man kan bruge 20 minutter om dagen. Og det er så det eneste tidspunkt, hvor man må fylde sit hoved med de ellers skadelige tanker,
5. Prøv det der mindfulness
Forfatteren anbefaler, at man med brugen af mindfulness kan holde sine tanker på nuet og ikke i fortiden eller fremtiden.
6. Ændre dine vaner
Det kan være meget svært at undgå at bekymre sig om ting. Det, som mediet kalder for den mentale elefant i rummet. Det kan faktisk have den modsatte effekt, hvis man forsøger at tænke på noget andet. Derfor anbefaler mediet, at man ændrer sine vaner i dagligdagen. Det kan fjerne fokus fra de dårlige og skadelige tanker.