Alt forandrer sig, når man bliver ramt af en alvorlig sygdom - nogle gange også til det bedre. Det er et af budskaberne på et nyt album, hvor unge kræftramte har skrevet sangene.

Det føles helt normalt. At stå op. Have travlt med at komme ud af døren. Køre til arbejde. Trække i sin hvide kittel. At få lov bare at være sygeplejerske en hel dag. Helt normalt i forhold til det seneste års scanninger, operationer, kemoterapi, stråler og ikke mindst bekymringer om fremtiden.

Men så kom kontrollen i sidste uge, og 37-årige Betina, der til daglig arbejder som intensivsygeplejerske, blev igen selv patient. Hun blev mindet om medicinen, hun skal tage de næste ti år, og fik ny tid til en scanning, som hun egentlig ikke troede, hun behøvede.

»Og da jeg så får tiden, så er det fanme samme dato, som jeg var til min første scanning sidste år,« siger Betina Lodberg.

Så kommer frygten. Ligesom når skulderen, hovedet eller maven gør lidt ondt, og hjernen automatisk fortæller en, at det måske er kræften, der er vendt tilbage. En sygdomsangst, som Betina Lodberg aldrig har kendt til, før hun i maj - for præcis et år siden - gik til lægen med en knude i brystet og fik konstateret brystkræft. I dag er ‘frygten’ blevet hendes følgesvend livet. Til gengæld lever hun mere, end nogensinde før.

»Mit liv er bedre nu. Jeg ved godt, der følger en masse bekymringer med, som jeg virkelig gerne vil være uden. Men det er bare så dejligt at kunne sige sætningen: ‘Det her havde jeg aldrig gjort for et år siden, men nu gør jeg det’,« siger hun.

Hendes søn er startet i en ny skole. De har planer om at sælge huset og flytte. Drømme, der nu skal til at ske. Sommerferien med hendes mand og deres dreng er heller ikke planlagt. De har købt et stort telt, og så tager de den derfra. Når man i sidste ende alligevel ikke kan kontrollere livet, kan man ligeså godt slippe lidt af kontrollen og gøre det, der føles rigtig lige nu.

»Det havde jeg aldrig gjort før. Det er vildt grænseoverskridende, men det er sådan det skal være,« siger hun.

Betina Lodbergs tanker om at blive ramt af kræft som ung, har hun sammen med fire andre unge kræftramte fra Esbjerg-egnen omsat til sange i samarbejde med idémanden Ole Selstø og psykologen Gert Barslund i projektet ‘Musikken Kraft’. Sangene er blevet til et album, som bl.a. kan findes på Spotify, og onsdag aften blev de for første gang sunget højt for et stort publikum i Musikhuset i Esbjerg.

Betina Lodbergs sang handler om at slippe kontrollen og kende sit fulde vingefang. At ingen fugle lærer at flyve uden frie fald. Sangen er skrevet midt i hendes eget frie fald, da hun i efteråret kæmpede mod sygdommen. I lange samtaler med psykologen Gert Barslund fik hun sat ord på det tankemylder, der hvirvlede rundt i hovedet. Hun fik sat ord på, hvordan hun var én Betina før sygdommen, men blev en anden Betina midt i behandlingsforløbet.

»Jeg vidste ikke dengang, hvem jeg ville være efter sygdommen. Det ved jeg nu. Jeg er en anden,« siger hun uden dog helt at have lært alle sider af den nye Betina at kende.

Når tankerne fylder for meget, går Betina Lodberg en lang tur alene med musik i ørerne. Musikken når ind under huden på en helt anden måde, og sætter tankerne på plads, fortæller hun.
Når tankerne fylder for meget, går Betina Lodberg en lang tur alene med musik i ørerne. Musikken når ind under huden på en helt anden måde, og sætter tankerne på plads, fortæller hun. Foto: Ole Joern / redstar
Vis mere

Det er ikke første gang, Gert Barslund har hørt den fortælling fra tidligere kræftpatienter.

»Når man ser døden i øjnene, så giver det også muligheden for at se på livet på en anden måde. Hvad vil vi med livet? Når vi ikke forholder os til døden, så har vi en tendens til bare at køre derudaf i nogle faste mønstre. Vi lever sådan lidt zombie-agtige,« siger han.

Efter en kræftsygdom kommer der mere fokus på nuet. Ordene kommer fra 41-årige Ole Selstø, der sammen med vennen Gert Barslund tog initiativ til musikprojektet, efter han selv fik en tumor i hjernen. Ole Selstø tør ikke sige det helt lige så tydeligt, som Betina Lodberg.

»Men når jeg skærer helt ind til benet, så har jeg det faktisk ligesom Betina. Mit liv er bedre nu, end det var før,« siger han og bliver helt rørt over sine egne ord og giver lige plads til en dyb vejrtrækning, inden han fortsætter:

»Det er første gang, jeg siger det i de 4,5 år. Men jeg er ret sikker på, det passer,« siger han.

For Ole Selstø handler det om, at han har fået bygget flere lag på sin person.

»Sygdommen har givet mig en stemme, som jeg ikke havde før,« siger han.

En stemme som han bruger, når han hjælper til i kræftrådgivningen eller er mentor for terminale kræftpatienter.

Ole Selstøs liv var også godt før. Han gik på arbejde. Fiksede ting i hjemmet, når det gik i stykker. Han var en god far for sin søn og en god mand for sin kone.

»Det var et liv som så mange andres. Men det var også et liv uden store armbevægelser. Nu har jeg i langt højere grad end tidligere muligheden for at gøre en forskel for mange andre mennesker. Det er fedt,« siger han.

»En sang er en mega tydelig måde at udtrykke sig på. Man får sagt noget, som bliver stående - som ikke bare forsvinder igen ligesom ordene, når man taler. I en sang siger man det samme rigtig mange gange,« siger idemanden bag Musikkens Kraft Ole Selstø, som selv har været ramt af en tumor i hjernen.
»En sang er en mega tydelig måde at udtrykke sig på. Man får sagt noget, som bliver stående - som ikke bare forsvinder igen ligesom ordene, når man taler. I en sang siger man det samme rigtig mange gange,« siger idemanden bag Musikkens Kraft Ole Selstø, som selv har været ramt af en tumor i hjernen. Foto: Ole Joern / redstar
Vis mere

Både Betina Lodberg og Ole Selstø oplever, at de lever livet mere intenst og nærværende nu. De gør mere af det, de har lyst til, og mindre af det, som de ikke har lyst til at være med til. Det skal føles godt i maven og ikke bare være noget, andre forventer af en.

»Jeg føler mig stærkere, når jeg tør at sige fra overfor mennesker,« siger Ole Selstø

Men det har også betydet, at nogle venner er rykket ud af inderkredsen, mens andre har fået mere plads. Hele vejen igennem har omgivelserne respekteret deres til- og fravalg. Ja, faktisk har flere ladet sig inspirere af det nye livssyn. Betina Lodberg havde f.eks. tre gode sygeplejerskeveninder, som var med hende, når hun fik kemo, så familien, der ikke var vant til hospitalet, blev skånet. Efter forløbet blev de fire veninder enige om at tage i sommerhus sammen, og nu er sommerhusturen en fast tradition.

»En gang imellem trækker vi stikket, skrider væk fra det hele og plejer os selv, fordi vi bare er fantastiske. Det har også gjort noget for dem, for de har også brug for det hver især,« siger Betina Lodberg.

Kræften har lært dem at være lidt mere egoistiske - mindre pleasere. Det tvinger efterdønningerne af den alvorlige sygdom til. For skillelinjen mellem at være syg er rask er ikke helt så brat.

»Når man én gang har haft kræft, har man det med sig resten af livet på godt og ondt,« siger Ole Selstø.