Det er for alvor blevet den tid på året, hvor vi render og snotter med en god omgang forkølelse. Men hvad er op og hvad er ned i forhold til sygdommen, som langt de fleste af os bliver ramt af årlig? Det giver BT her svar på.

Hvis du ikke selv render rundt og snotter og hoster, så er der med garanti en i din vennekreds, familie eller på arbejde eller skole, som gør.

Men hvad er op, og hvad er ned, når det gælder forkølelse? Det har BT allieret sig med Jan Pravsgaard Christensen, der er professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Københavns Universitet, for at finde ud af.

Vi begynder med at slå en ting fast. Der er forskel på forkølelse og influenza, selvom de to kan minde meget om hinanden:

Influenza eller forkølelse?
»Der er meget stor forskel på forkølelse og influenza. De manifesterer sig mange gange på den samme måde med stoppet eller løbende næse, hoste og ondt i hovedet. Men det er to meget forskellige virus. En af forskellene ligger i, at influenza-virus er en bestemt slags virus, som du bliver immun overfor, når du har haft den. Og så kan du først få en ny omgang influenza, når der kommer en ny til landet. Forkølelsesvirus er der mellem 100 og 200 af. Og det er grundet til, at man kan blive forkølet flere gange om året. For du kan få en ny slags, selvom du lige har haft en anden«, forklarer Jan Pravsgaard Christensen, der fortæller, at årsagen til, at vi ofte bliver mere syge af influenza end forkølelse skal findes i, at vores krop som regel reagerer kraftigere på influenzavirus.

Men faktisk er det langt fra altid, man bliver rigtig syg.

Bliver man altid syg?
»25 procent af dem, der bliver smittet med influenza mærker det aldrig. 50 procent mærker det som en forkølelse, mens de sidste 25 procent må hjem og ligge i en lille uge«, forklarer Jan Pravsgaard Christensen.

Først og fremmest. Bliver mænd mere syge end kvinder?
»Nej. Mænd bliver ikke mere syge end kvinder. Mænd er bare mere pylret.«

Hvorfor løber næsen, når man er forkølet?
»Virus sidder i næsehulen. Og kroppens forsvar mod virus er snot. Og når snottet løber, så vaskes virus ud ad næsen.«

Skal man pudse næsen, når den løber?
»Det er en rigtig god idé at pudse næsen. For hvis man snøfter snottet op i næsen, så kan det sætte sig i pandehulen eller bihulen. Og så kan man få en rigtig ubehagelig omgang betændelse.«

Engangsserviet eller snotklud?
»Man skal bruge engangsserviet, for sådan en gammeldags snotklud er uhygiejnisk. Virus kan nemlig leve lidt tid i kluden, og så kan den blive spredt endnu mere. Ikke bare til dig selv, men også til dine omgivelser. Så brug en engangsserviet og smid den ud bagefter. Og så skal du vaske hænder.«

Er det en god idé at bruge alcogel?
»Der er ikke nogen skade i at bruge alcogel. Men man skal bare ikke tro, man så har helt sterile hænder bagefter.«

Alcogel eller vaske hænder?
»Det er mere effektivt at vaske hænder end at bruge alkogel. Så jeg vil anbefale, at man vasker hænder. Specielt hvis man vil undgå at smitte eller blive smittet, så er god håndhygiejne vigtig.«

Hvorfor får man propper i ørerne, når man er forkølet?
»Det rør, som forbinder øre- og mundhule kan blive stoppet til. Ikke nødvendigvis i en fysisk forstand. Men på den måde, at trykket mellem dem bliver forskelligt, når man er forkølet. Og så får man propper i ørerne.«

Hvorfor får man ondt i hovedet, når man er forkølet?
»Enkelte får ondt i hovedet. Men det er meget individuelt. Og jeg kan ikke sige, hvorfor det sker. Det kan være af mange grunde.«

Hvorfor får mange en dybere stemme, når de er forkølet?
»Det er stemmelæberne i struben og længden af dem, der afgør, hvordan vores stemme lyder. Og når der er en infektion, så kan rummet hvor lyden dannes ændres en lille smule. Og det kan gøre, at vores stemme lyder en anelse dybere end normalt.«

Hjælper det at tage C-vitamin eller ginseng?
»Nej. Videnskabeligt set så hjælper det ikke.«

Hvad med en omgang rom i teen?
»Jeg har hørt mange gange, også fra mine kollegaer, at det hjælper med lidt rom. Men det er ikke dokumenteret videnskabeligt. Ligesom C-vitamin og ginseng, så kan det hjælpe lidt på din velvære, så du føler, du har det bedre. Men det hjælper ikke på sygdommen.«

Skal man tage på arbejde eller blive hjemme, når man er forkølet?
»Det er et godt spørgsmål. Hvis du havde spurgt til influenza, så gør man nok sine kollegaer en bjørnetjeneste ved at tage på arbejde og smitte nogle stykker. For der er helt sikkert 2-3 stykker, der må hjem og ligge i sengen. Og så lider virksomheden et økonomisk tab. Men når det gælder forkølelse, så er det ikke sikkert, at det er et problem, hvis dine kollegaer sidder og snotter lidt i et par dage.«

Kan det betale sig at vaccinere?
»Det er der nok ikke en økonomisk gevinst ved at vaccinere, når det gælder friske personer på en arbejdsplads. Men på et plejehjem kan det helt klart betale sig.«

Er det en god idé at afspritte tastaturer, iPads, mus osv. på arbejdspladsen?
»iPads, iPhones, keyboards og mus er virus- og bakteriespredere. Så hvis man ikke sidder ved den samme altid, så er det en rigtig god ting at få det rengjort. Lige som man også skal passe på med håndtag osv. i bussen. Det handler om at holde god håndhygiejne. Og så husk at lade være med at pille dig selv i ansigtet lige efter, og få vasket hænder først inden du gør.«

Har man nemmere ved at blive forkølet, når det er koldt?
»Ja, det har man. For de slimhinder, der sidder i næsen, hvor virus samles, har dårligere gennemstrømning af blod, når det er koldt. Og det betyder, at immunforsvarets celler, som skal stoppe virus, ikke er til stede i så stort et antal, som hvis der var varmt. Så hvis du går udenfor i længere tid og bliver kold, så har du lidt større sandsynlighed for at blive forkølet.«

Hvor lang tid går der typisk fra man bliver smittet, til man bliver syg?
»Hvis du bliver syg, så går der 2-3 dage fra du bliver smittet, til din næse begynder at løbe.«

Og til sidst. Hvor længe går der, inden du selv kan smitte andre, når du er blevet smittet?
»Du kan smitte fra det øjeblik, du selv er blevet smittet. Så du kan smitte andre, inden du selv er klar over, at du er syg.«