Det nye middel Xiapex, som nu er godkendt i Danmark, vil kunne sikre mange af de 115.000 danskere, som lige nu er plaget af sygdommen 'kuskefingre', et liv med større bevægelighed og uden smerter.
Hidtil har operation været den eneste form for behandling af sygdommen, som på lægesprog hedder Dupuytrens kontraktur.
Med det nye lægemiddel slipper patienterne for operation og dermed de risici, der er forbundet med operative indgreb som fx nerveskader. Desuden kommer patienten sig hurtigere og kan typisk begynde at arbejde igen efter et par dage, hvorimod operation kan betyde 4-6 ugers sygemelding, siger håndkirurg og overlæge Stephan Wilbrand, der har testet den nye medicin med held på en lang række patienter.
LÆS OGSÅ:Per har arvet sine krogede fingre
LÆS OGSÅ:Dine negle afslører dine sygdomme - se om du er i farezonen
LÆS OGSÅ:Dine fingre afslører dit liv
Kuskefingre opstår, når senehinden inde i håndfladen af ukendt årsag begynder at skrumpe. Senehinden strækker sig ud på fingrene og binder huden til hånden, så hunden ikke glider, når man griber om noget. Når senehinden så skrumper, dannes der knuder, der kan trække huden ind i håndfladen og dermed fingrene ind i hånden. Dermed er det umuligt at strække fingrene helt ud.
Hidtil har standardbehandlingen af kuskefingre været operation, der oftest først foretages, når patienten har svært ved at bruge hånden. Dette skyldes, at den kroniske sygdom for mange kommer igen, og det er svært at operere flere gange samme sted. Omvendt kan en sen behandling af kuskefingre betyde, at man ikke kan rette fingeren helt ud, eller at følsomheden i fingeren er svækket.
Xiapex, der er det første middel til at afhjælpe sygdommen, muliggør en hurtigere behandling af kuskefingre uden kirurgisk indgreb.
En ny undersøgelse skal nu kortlægge, hvor længe danskere med kuskefingre har måttet vente på, at deres sygdom kunne behandles. Undersøgelsen ser også nærmere på konsekvenserne af at leve med en stadig mere fremskreden sygdom. Resultaterne af undersøgelsen offentliggøres i efteråret 2011.
Læs mere om kuskefingre og deltag evt. i undersøgelse på www.kuskefingre.dk.

























