Simone Dahl er vokset op på Bornholm, men i mange år har hun ikke set meget til det solskin, Østersøsøen ellers er kendt for. Tyndere, tyndere og tyndere. Det var det, hvert pulsslag, hvert skridt og hvert åndedræt handlede om.

Simone Dahl havde lige taget sin natkjole på og lagt sig under dynen. Hun nød, at hun endelig kunne tillade sig at slappe lidt af, inden vækkeuret som sædvanligt ville vække hende klokken tre til det daglige natlige træningspas.

Hun lukkede øjnene, men lige meget hvor hårdt hun pressede øjenlågene i, blev lyset ved med at strømme ind.

»Lyset var tungt og fyldte det hele, men min krop føltes let og flyvende, og det var som om, jeg kunne se mig selv oppefra. Lyset var dragende og sagde, at det var okay at give slip op følge med,« siger Simone Dahl til BT.

Egentlig var det også det, hun gerne ville. Det hun længe havde trænet og sultet så hårdt for – at dø. Men alligevel blev hun bange. Bange for at dø.

Hun spændte alle musklerne i sin magre 34 kilo lette krop og spurtede ind til sin mor. Hun var så skræmt, at hun krammede sin mor. For de fleste 12-årige er det at give sin mor et knus formentlig noget, man gør på daglig basis, men for Simone Dahl var det over år siden sidst. Hun var nemlig rædselsslagen for, at det fedt, der sad på hendes mors krop, kunne smitte af på hende, hvis hun kom for tæt på.

Denne nat havde Simone Dahl været tæt på et hjertestop. Indtil nu havde hun holdt sin anoreksi skjult for familie og venner og først nu, blev det tydeligt for alle, hvor syg hun var.

’Min bedste ven og værste fjende’

Simone Dahl er i dag 18 år gammel og har for et halvt år siden lagt spiseforstyrrelsen bag sig. Hun har netop udgivet selvbiografien ’Min bedste ven og værste fjende’, som er baseret på hendes dagbogsnotater om det helvede, spiseforstyrrelsens klamme fingre de sidste seks år har trukket hende igennem.

Undervejs har hun brækket hospitalsvinduer op og flygtet til Sverige, blevet smidt ud hjemmefra, og haft anoreksi, bulimi, tvangstanker og selvskade som hendes nærmeste allierede.

I takt med at kiloene smeltede af hendes tynde pigekrop, blev mørket omkring hende tykkere og tungere, og til sidst kunne hun ikke se andet end fiktive fedtdeller på sin dødmagre silhuet. Også selvom hendes badevægt ikke viste mere end 34 kilo og hendes BMI var styrtdykket til 11.

Det hele startede i sommerferien i 2010 mellem 5. og 6. Klasse på Nexø Skole, da hun var 11 år gammel. Mens hendes klassekammerater dagdrømmede om kærester og moderigtige sneakers, havde Simone Dahl mareridt om fedtdepoter og kalorier.

Simone Dahl er vokset op i Nexø på Bornholm sammen med sin mor og to storebrødre. Selvom hun beskriver sin barndom som ”normal”, havde hun som lille altid følt sig som “hende den store pige”. Hun hørte tit kommentarer fra sin familie om, at hun skulle holde lidt igen med maden.

Og så så hun op til en veninde i klassen, som var både tynd og smuk.

»Min tynde veninde turde snakke med drengene, hun turde alt. Så jeg tænkte, at hvis jeg blev tynd ville jeg måske turde det samme. Og så besluttede jeg min for at vise min familie og alle andre, hvor tynd jeg kunne blive,« siger Simone Dahl.

Foto: privat
Foto: privat
Vis mere

På vægten 50 gange om dagen

Det viste sig, at hun kunne blive rigtig tynd. Så tynd, at hun lynhurtigt gik fra at veje 47 kilo til blot 34. Hun var ikke mere end 11 år, da hun startede på slankekuren.

»Fra den ene dag til den anden droppede jeg alt usundt, og før jeg vidste af det, levede jeg af en agurk og light sodavand om dagen. I starten var jeg sulten hele tiden, men min krop vænnede sig hurtigt til det,« siger hun.

Det at gå på slankekur kendte hun til hjemmefra. Hendes mor har været “på evig slankekur”, så hun vidste, at det handlede om at skære ned på kalorierne og skrue op for motionen.

Da Simone Dahl havde tabt de første par kilo fik hun da også ros af sin familie for præstationen, men inden længe havde kuren taget overhånd.

»Jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg ville tabe fem kilo. Men jeg kunne slet ikke styre det. Jeg begyndte at veje mig 50 gange om dagen, og hver gang skulle vægten vise et lavere tal,« siger hun.

Ekstreme løbeture og træningssessioner

I skolen havde hun svært ved at blive siddende på sin plads. Hun havde tvangstanker om, at hun hele tiden skulle stå op for at brænde kalorier. I frikvartererne lokkede hun en veninde til at gå ture med hende, og madpakken hjemmefra blev i smug kylet i skraldespanden.

Hun begyndte at fryse så meget, at hun havde mellem fem og syv lag tøj på, når hun skulle i skole. Og alligevel havde hun svært ved at holde varmen.

»Min krop blev flere steder blå og grå-lilla, og jeg begyndte at danne fine små dun over det hele. Især på kinderne havde jeg mange små hår, og jeg lignede næsten en fugleunge,« siger hun.

Hver dag havde hun træningstøj med i skole, så hun kunne løbe 10-15 kilometer så snart hun fik fri. Og hvis hendes mor spurgte, hvor hun havde været, sagde hun bare, hun havde været hjemme hos en veninde.

Om morgenen skippede hun morgenmaden og tog oftest af sted en time før, hun skulle møde, så hun kunne nå at gå en omvej, inden klokken ringede ind. Om aftenen inden hun skulle sove, plejede hun også at tage en rask gåtur på fem kilometer. Derudover trænede hun på sit værelse i løbet af dagen - for eksempel 100 mavebøjninger, 100 englehop og 100 armbøjninger - og hver nat stod hun op for at træne lidt igen, inden hun sov et par timer mere.

»Min krop var udmattet af de mange gå og løbeture på tom mave, så jeg var altid træt om aftenen. Men jeg syntes ikke, jeg kunne tillade mig at sove så længe ad gangen, så jeg stod altid op klokken 03 for at træne. Jeg vidste godt, det ikke var så smart, men det gjorde anoreksien glad,« siger hun.

Ofte var dagens eneste måltid en lille portion aftensmad, som hun spiste sammen med sin mor, så hun ikke skulle blive alt for mistænksom.

Tvangstanker og selvskade

Tvangstanker styrede hendes daglige rutiner og påvirkede alt der havde med kost og motion at gøre.

Hun forestillede sig for eksempel, at kalorier kunne smitte fra person til person, så hun prøvede at undgå for meget kropskontakt. Hun vaskede også tallerkener flere gange med kogende vand for at være sikker på, at der ikke sad kalorier på det service, hun skulle spise af.

Ved siden af spiseforstyrrelsen var hun også en flittig bruger af selvskade. Hun klippede og skar sig selv i arme og lår og slog hovedet ind i væggen.

Og hun overbeviste sig selv om, at hun ikke fortjente at fortjente at blive elsket og holdt af. Hun lukkede sig inde i sig selv og følte sig ”helt elendig”.  Hun var ked af, at hun stadig følte mig stor, selvom hun i spejlet godt kunne se, at jeg ikke var det.

Et halvt år inde i spiseforstyrrelsen havde Simone Dahls klasselærer lagt mærke til, at hun ikke havde det godt og spurgte ind til vægttabet. Hun bookede også en tid til skolens sundhedsplejerske, men Simone Dahl løj og nægtede at møde op til mødet. Og gjorde sig fremover endnu mere umage med at skjule spiseforstyrrelsen.

Der skulle gå næsten halvandet år inden, hun for alvor blev afsløret. Det skete en sen aften i september 2011, da hun gik i 7.klasse. Hendes krop havde fået nok, og da Simone Dahl lagde sig til at sove, blev hun overvældet af et besynderligt lys, hun selv beskriver som en nærdødsoplevelse. Panisk løb hun ind i sin mors arme. Der blev ringet til lægen, men hun fik først en tid to uger efter.

Allerede morgenen efter insisterede Simone Dahl på at tage i skole, af bare frygt for at gå glip af den daglige motion ved at blive hjemme.

»Jeg levede som en zombie. Jeg havde længe været enormt deprimeret, og jeg havde så få kræfter tilbage, at jeg knap nok kunne stå på mine egne ben. Spiseforstyrrelsen havde fuldstændig overtaget. Nogle gange havde jeg lyst til at råbe og skrige om hjælp, og andre gange tænkte jeg ’fuck, jeg vil bare gerne dø nu’,« siger hun.

Foto: privat
Foto: privat
Vis mere

Selvmordsplaner og flugt fra hospitalet

Da den berygtede lægekonsultation oprandt, startede Simone Dahl ud med at lyve og manipulere det bedste, hun havde lært. Og det var hun efterhånden blevet ret god til det seneste halvandet år.

Men lægen blev ved med at måle, veje og stille konfronterende spørgsmål, og Simone Dahl brød sammen. For første gang græd hun over det, der var sket med hende og hendes krop.

Ifølge Simone Dahl fortalte lægen, at hun havde anoreksi i en så alvorlig grad, at hun kunne få hjertestop hver dag, det skulle være – at det muligvis ville have været for sent, hvis hun først var kommet om en uge. Der blev ringet til en ambulance, men Simone Dahl fik overtalt sin læge og mor til at blive kørt hjem forbi for at hente et par ting inden indlæggelsen.

Inde hos lægen var hun egentlig lettet over at blive taget seriøst, men samtidig var hun bange for at miste kontrollen, bange for hvad der nu skulle ske. Det var også derfor, den 12-årige pige endnu engang prøvede at overtage styringen. Planen var, at hun i et uopmærksomt øjeblik ville smutte ned i husets kælderetage og tage sit eget liv, inden hun ville blive indlagt.

»Jeg ville enten drukne mig selv i badekarret eller tage en overdosis panodiler,« siger hun.

Hendes mor ville dog lade hende være alene på noget tidspunkt, så hun fik aldrig mulighed for at gennemføre planerne.

Hun blev indlagt på Bornholms Hospital, men efter 14 dage blev det vurderet, at hun var for syg til at være der, og hun blev forflyttet til Bispebjerg Hospital i København.

»De kunne ikke styre mig, og syntes, jeg var umulig. Min anoreksi rasede indeni mig, så jeg var oprørt og nægtede at spise og prøvede hele tiden at snyde ved at gemme maden.«

På Bispebjerg Hospital var hun indlagt i et halvt år på en afdeling med andre, der også led af spiseforstyrrelser. Men også her var hun ikke udpræget samarbejdsvillig.

Sammen med andre patienter sneg hun sig ind i køkkenet og hældte vand i sovsen eller brændte maden på, så de måske slap for at spise den. I smug dyrkede de motion sammen for at ryste de ekstra kilo af kroppen. Og en dag lykkedes det dem også at flygte. En af pigerne havde været hjemme på weekend og smuglet noget værktøj med tilbage. De lirkede låsen på vinduerne op, og flygtede til Sverige, hvor de overnattede på et hotel i Ystad – alt sammen for at slippe for at spise. De blev dog efterlyst og fundet allerede dagen efter af politiet.

Smidt ud hjemmefra

Simone Dahl blev udskrevet i foråret 2012 efter et halvt års indlæggelse. Udadtil havde hun taget adskillige kilo på i vægt, men i hendes indre hærgede ’tyndere og tyndere’-mantraet stadig. Hun havde det ikke særlig godt, og der gik ikke længe hjemme i parcelhuset i Nexø, inden hun igen begyndte at tabe sig. Og pludselig havde hun smidt ti kilo. Det forår blev hun konfirmeret i hvidt som resten af pigerne i sin klasse, men selvom hun smilede pænt på billederne, kneb det med familieidyllen hjemme i Nexø. Og i foråret 2016 magtede hendes mor ikke at have hende boende længere.

»Min mor brød sammen kunne ikke mere. Hun var træt af hele tiden at skulle holde øje med mig og følte, det var hendes skyld, at jeg blev ved med at tabe med. Men jeg følte mig svigtet. Jeg følte, hun ikke elskede mig længere. Det kom som et chok for mig, at jeg ikke måtte blive, men jeg kunne bare ikke stoppe med at tabe mig,« siger hun.

Simone Dahl havde hørt om et bosted i Rønne for unge med spiseforstyrrelse og andre psykiske sygdomme. Hun var selv i kontakt med både bostedet og kommunen, og i sommerferien 2014 flyttede hun hjemmefra som bare 16-årig.

»Der var underligt at skulle flytte hjemmefra på denne måde, men jeg vidste, det var nødvendigt.«

Fra anoreksi til bulimi

På bostedet blev hun glad for den kontaktperson, hun fik tildelt. Hun var under konstant overvågning og blev guidet til at spise. Efter sommerferien startede hun på gymnasiet i Rønne, men efter tre måneder droppede hun ud igen. Det var for hårdt. Hun startede i stedet i 10. Klasse.

Langsomt begyndte det at lysne for hende. Hun blev bedre og bedre til at spise, og en aften satte hun ild til sin madplan. Fra denne dag ville hun selv tage kontrollen tilbage over måltiderne. Hun ville spise selv. Hun betegner det selv som et vendepunkt, men der gik ikke mange måneder, inden spiseforstyrrelsen igen meldte sig på banen – denne gang fra en ny, kvalmende side.

Simone Dahl havde fået et fritidsjob hos en bager, hvor medarbejderne måtte spise al den kage, der alligevel skulle smides ud til lukketid. Sukkermængder, der længe havde været uspiselige for Simone Dahl. Men en dag kastede hun sig over kagerne. Og kort efter kastede hun kagerne op i toilettet.

Hun vejede sig af frygt for, at hun pludselig havde taget ti kilo på, men det viste sig, at hun i stedet havde tabt sig. Der hvor anoreksien havde sluppet sit tag i hende, havde hun nu inviteret bulimien ind.

Hendes krop skreg efter alt det usunde, hun ikke havde rørt i flere år, og hun prøvede at gøre sin familie stolt ved at spise de kager, hun tidligere havde takket nej til. Ofte sad hun på knæ foran toilettet flere gange om dagen. Hun fik næseblod, hun kastede galde og blod op og hendes krop rystede. Hun blev træt og begyndte at pjække en del fra undervisningen, og pludselig savnede hun sin anoreksi.

Foto: privat
Foto: privat
Vis mere

Simones sejr

En dag tog hun en beslutning om, at hun ville have kontrollen over sit eget liv tilbage. Et nytårsfortsæt, der viste sig at vende op og ned på alt. 1. Januar 2016 fortalte hendes kontaktperson på bostedet, at hun havde sagt sin stilling op. Simone Dahl blev ”sønderknust”, men kontaktpersonen lovede hende at holde kontakten. I den forbindelse lavede de en aftale om, at hun havde skåret i sig selv for sidste gang, og at hun var færdig med at overspise for derefter at kaste det hele op igen.

Af frygt for at miste kontakten med sin kontaktperson kæmpede Simone Dahl benhårdt for at holde aftalen, og med tiden faldt hun sjældnere i.

I løbet af foråret blevet dagene lysere og lettere at komme igennem, og i dag er det over et halvt år siden, hun sidst har mærket noget til bulimien, og hun er ude af behandlingsforløbet. 1.maj 2016 flyttede hun i sin egen lejlighed i Rønne sammen med en veninde og til august starter hun på HF i Rønne. Stærkere, lysere og gladere.

»Det er en kæmpe sejr for mig. Jeg er simpelthen så stolt og glad over, at jeg har gjort op med alt det. Det sidste halve år har jeg følt mig mere rask og i live, end nogensinde før. Nogle af tankerne vil jeg måske skulle kæmpe med resten af livet, men de får ikke længere lov til at styre mig,« siger hun.

Gennem hele forløbet har hun skrevet dagbog og den 11. juli 2016 udgav hun en selvbiografi. Hun håber derved at kunne hjælpe andre igennem det mørke, hun har brugt år på at kæmpe sig ud af.