Lotte Friis indstiller karrieren som elitesvømmer, og den beslutning bliver mødt med både ærgrelse og forståelse af svømmekollegaen Rikke Møller Pedersen.

Den danske svømmestjerne Lotte Friis meddelte tirsdag, at hun stopper karrieren med øjeblikkelig virkning.

Beslutningen betyder enden på et stort og gyldent kapitel for dansk svømning, hvor Lotte Friis nåede at høste guld ved VM og EM samt bronze ved OL i 2008. Den 29-årige svømmers beslutning kommer også til at betyde en ny hverdag, hvor Lotte Friis ikke længere møder ind til træning hver eneste dag.

Her har Lotte Friis især brugt et utal af timer sammen med kollegaen Rikke Møller Pedersen. Og netop Rikke Møller Pedersen kommer til at savne Lotte Friis ekstra meget i bassinet. Det siger hun til BT.

»Selvfølgelig er det ærgerligt, at jeg ikke længere kan komme til træning og grine sammen med Lotte. Men jeg er sikker på, at når Lotte vælger at stoppe, så er dét det bedste for hende. Så nu glæder jeg mig bare til at se hende noget mere uden for al klor-dampen,« fortæller Rikke Møller Pedersen.

Hun forklarer, at Lotte Friis' besluting om at stoppe ikke kommer helt bag på hende.

»Nu er Lotte og jeg også venner uden for bassinet, så selvfølgelig følger vi med i, hvad der sker i hinandens liv. Men det er da stadig noget, jeg skal vende mig til. Men helt bag på mig kom det ikke. For mig handler det bare om, at Lotte har det bedst,« siger Rikke Møller Pedersen.

Svømmekollegaen vil foruden venskabet og de mange triumfer også huske Lotte Friis for at have gået forrest i kampen for at give de danske svømmere bedre muligheder for at slå igennem.

»Lotte har banet vejen for rigtig mange - og mere end folk nogle gange giver hende æren for. Hun har taget mange initiativer, som har gjort, at svømmerne generelt har fået andre muligheder. Det, synes jeg, har været fedt, for det har helt sikkert ikke altid været let at være den første, der skulle træde nogle skridt, som ingen andre havde gjort. Det har hun været rigtig god til,« siger Rikke Møller Pedersen og tilføjer:

»Lottes resultater taler for sig selv, og jeg håber, at hun vil mindes det resten af tiden, og at det er det, der står tilbage midt i denne her svære beslutning om at give slip på noget, man elsker.«