Fredag formiddag amerikansk tid erkendte svømmeren Michael Phelps sig skyldig i anklagen om, at han har kørt bil, mens han var påvirket af alkohol.

I retten i Baltimore modtog han sin dom, der lyder på halvandet års betinget fængsel.

Michael Phelps, der har vundet 18 OL-medaljer i bassinet, blev anholdt 30. september. Politiet sagde efterfølgende, at han blev stoppet, fordi han kørte vanvittigt stærkt i sin hjemby Baltimore i den amerikanske delstat Maryland.

Efterfølgende undskyldte den 29-årige svømmer via de sociale medier.

Det amerikanske svømmeforbund suspenderede Michael Phelps i oktober. Han kan derfor ikke konkurrere ved verdensmesterskaberne i 2015.