0,07 sekunder blev den brutale forskel på EM-guld og total dansk fiasko.

Skuffelsen var tværet ud i ansigterne på Jeanette Ottesen, Pernille Blume, Mie Ø. Nielsen og Julie Levisen, da det efter 4x100 meter fri i EM-finalen i Berlin stod klart, at en tyvstart fældede drømmen om guld.

En tilsyneladende overtændt Julie Levisen var for hurtig - helt præcist 0,07 sekunder - da hun skiftede med Jeanette Ottesen, der havde givet de danske EM-piger en perfekt start. Så var det lige meget, at de fire piger efter flot svømning var første hold ved bassinkanten efter de 4x100 meter fri. Pernille Blume afsluttede et ellers fornemt dansk heat.

- Man skal skifte hurtigt for at vinde et EM, men det her var jo lige hurtigt nok. Der er tænding og nervøsitet på, og det skal der også være. Vi trænede skift i morges, men man kan ikke træne en situation som den her med tv på, masser af tilskuere og medaljer på spil, siger Mikkel von Seelen ifølge DR Sporten til ritzau.

De danske svømmepigers reaktion, da diskvalifikationen blev offentliggjort i svømmehallen sagde det hele. Med hænderne for munden måbede de over den fejl, der brat forvandlede optur til massiv nedtur. Fra europamestre til dagens store tabere. I stedet blev det svenskerne, der kunne juble over guld med Holland og Italien som henholdsvis sølv- og bronzevindere.

Den danske kvartet skyndte sig efterfølgende væk og nægtede på vejen at give interviews i mixed zone, hvad de ellers plejer at stille op til med charme og store smil. I stedet måtte sportschefen sætte ord på skuffelsen, der kan blive svær at rejse sig efter.

- De har jo fået en kold spand vand i hovedet, så de skal lige komme sig over chokket, og så må vi tage den i morgen (tirsdag.red.). Og selv om vi vinder som et hold og taber som et hold, så kan det da godt være, at vi skal give Julie lidt speciel opmærksomhed, siger sportschefen ifølge DR Sporten til ritzau.

Med den missede medalje har Danmark et skud mindre i kulissen i jagten på de seks styk, landstræner Nick Juba har sat som mål.

Jeanette Ottesen, Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen og Mie Ø. Nielsen ligner dog alle gode bud på medaljetagere i hver deres discipliner. Hvis ellers først- og sidstnævnte kan ryste mandagens massive skuffelse af sig.

Næste mulighed kommer allerede tirsdag aften, når Jeanette Ottesen klokken 18:23 svømmer finale i 50 meter butterfly. Tidligere mandag var hun urørlig i semifinalen. Forhåbentlig er hun det samme i finalen, så både hun og dansk svømning kan få en guldmedalje og tiltrængt oprejsning.