Rikke Møller Pedersen levede op til de enorme forventninger, der på forhånd var til hende, da fynboen onsdag aften vandt finalen i 100 meter bryst ved EM i svømning i Berlin.

Den 25-årige odenseaner sluttede i tiden 1.06,23, og hun sikrede sig guldet foran svenske Jennie Johansson og italienske Arianna Castiglioni. Danskeren havde allerede sikret sig et solidt forspring ved vendingen.

Rikke Møller Pedersen, der har den danske rekord på distancen, havde i de indledende runder vist god form og havde også svømmet sig i finalen med bedste tid - et sekund hurtigere end Castiglioni.

Det skal dog nævnes, at Rikke Møller Pedersens normalt værste konkurrent på distancen, russiske Julia Efimova, afsoner en dopingkarantæne.

100 meter bryst er endda ikke danskerens favoritdistance. Det er er derimod 200 meter bryst - en distance, hvor hun er verdensrekordindehaver.