Så skete det! Danmark har fået sin første medalje ved VM på langbane i Kazan. Jeanette Ottesen vandt mandag eftermiddag sølv i 100 meter butterfly efter en finale, hvor hun var oppe mod sin evige svenske rival Sarah Sjöström.

Den duel blev nøjagtig så tæt og dramatisk som ventet, men desværre blev det den 21-årige forsvarende verdensmester fra Barcelona, der i øvrigt satte ny verdensrekord i finalen med tiden 55.64, og som med sejren satte en fed streg under, at hun er verdens bedste i disciplinen.

Jeanette Ottesen svømmede sølvet hjem i tiden 57.05. En tid, som den danske svømmestjerne var lidt skufet over.

»Jeg vidste, at jeg ville få en sølvmedalje uanset hvad. Jeg er glad for, at jeg kunne holde sølvet, men det var ikke en særlig god tid. Jeg synes, jeg var lidt træt. Jeg følte mig lidt mormor,« sagde hun efter finalen til BT.

Jeanette Ottesen havde allerede søndag forberedt sig mentalt på, at hendes svenske rival muligvis ville være for stor en mundfuld i den finale, som de fleste på forhånd havde forudsat ville have nordiske hovedroller.

Sådan blev det, men Jeanette Ottesen har alligevel al mulig grund til at være stolt over sit ræs. Det sikrede hende karrierens tredje VM-medalje på langbane. I 2011 vandt hun guld i Shanghai i 100 meter fri, og i 2013 vandt hun guld i Barcelona i 50 meter butterfly.

Dansk Svømmeunions officielle målsætning lyder på fem medaljer. Nu er den første sikret. Tirsdag kan Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og Lotte Friis muligvis følge trop.